Et år siden: Sådan markeres den skelsættende dato

Skrevet af Julie Møller

167 uger siden

|

05/03/2021
Pressemødet i Statsministeriet den 11. marts 2020 kaldes historisk, da det var her den delvise nedlukning af Danmark blev varslet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Pressemødet i Statsministeriet den 11. marts 2020 kaldes historisk, da det var her den delvise nedlukning af Danmark blev varslet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Det er snart præcis et år siden.

Dagens topnyheder

Pressemødet i Statsministeriet den 11. marts 2020 kaldes historisk, da det var her den delvise nedlukning af Danmark blev varslet. På torsdag er der gået et år siden da, og det markerer både DR og TV 2 i en række programmer.

"Vi kommer i den kommende uge til at se tilbage på et år, som for utroligt mange mennesker har budt på både stor usikkerhed og mange afsavn. Men vi kommer også til at se fremad. For vi er jo på ingen måde på den anden side af corona, og også fremover vil DR dække epidemien og dens konsekvenser tæt,” lyder det fra DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.

Aftenen på DR1 den 11. marts ser ved første øjekast ud som en almindelig torsdag med programmer som ’Aftenshowet’, ’Lægens Bord’ og ’Det Politiske Talkshow’, der sendes på de sædvanlige tidspunkter. Men i dagens anledning udelukkende med temaer om corona.

’Fællessang’ rykkes fra fredag til torsdag og sendes i en helt særlig udgave. Det er samtidig sidste udsendelse efter 28 programmer siden premieren den 27. marts 2020.

Du kan se hele oversigten over DR’s markering af årsdagen for nedlukningen her.

Tørner sammen på TV 2

På årsdagen for det historiske pressemøde samler TV 2 lederne af Folketingets partier, herunder statsministeren, til en debat om prisen for coronakrisen.

“Danmark og resten af verden har nu levet et år i hel eller delvis nedlukning. Det har sikret styr på coronasmitten herhjemme, men samtidig har det haft en pris for tusindvis af virksomheder og danskere. På årsdagen for nedlukningen er det tid til, at vi samler partierne til en debat om prisen for krisen,” siger TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon, i en pressemeddelelse.

Debatten foregår på det nedlukkede Statens Museum for Kunst, hvor partilederne også mødtes for cirka ti måneder siden – 14. maj 2020 – til debat om coronakrisen.

’Partilederdebat – et år med corona’ sendes torsdag 11. marts klokken 19.55 på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY. Debatten ledes af nyhedsvært Natasja Crone og politisk redaktør Troels Mylenberg. 

Foruden partilederdebatten markerer TV 2 ét år med coronanedlukning på flere måder i de kommende dage.

Søndag 7. marts klokken 20.00 sender TV 2 PLAY og TV 2 det direkte aktualitetsshow ’Det bli’r godt igen’. I timen op til ’Det bli’r godt igen’ – søndag 7. marts klokken 19-20 – samsender TV 2 Nyhederne og TV 2 Regionerne. I fællesskab ser de tilbage på de historiske begivenheder og beslutninger, der satte størst præg på danskernes liv – fra pandemiens start til den aktuelle debat om den rette genåbning af lokalsamfundet, landet og verden.

TV2.DK, TV 2 PLAY og TV 2 ECHO laver særlige historier og programmer om tiden før og med corona, og årsdagen giver også anledning til indslag i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’.