Et opkald kostede Michael 55.000 kroner: Har mistet hele sin opsparing

Skrevet af Nils Würtzenfeld

25/09/2018
Det kostede en mandlig fynbo dyrt at være fraværende, da han pludselig modtog et opkald fra kommunen.

Mest læste i dag

Det var en lettere distraheret Michael Østerberg Nielsen, der for nylig tog sin telefon og kunne konstatere, at en medarbejde fra Middelfart Kommune befandt sig i den anden ende af røret. Det skriver Fyens.dk.

Den unge fynbo fra Middelfart sad midt i noget arbejde, og var derfor en kende fraværende, da manden fra kommunen forklarede, at Michael skulle have nogle penge tilbage fra kommunen. Forklaringen gik på, at han - i forbindelse med noget tilskud, hans arbejdsplads har fået for at have ham gående - havde betalt for høj en trækprocent.

Alt manden skulle bruge for at overføre pengene var nogle personoplysninger, og før Michael Østerberg Nielsen havde fået set sig om, havde han udleveret kode til e-boks, CPR-nummer samt et billede af sit nøglekort.

To timer senere modtog han dog et nyt opkald - denne gang fra banken, der kunne fortælle, at nogen havde tømt hans konto og hævet de 55.000 kroner, som Michael havde brugt flere år på at spare op

- Jeg er mildest talt grædefærdig over, at min opsparing er forsvundet. Det har været rigtig svært at komme ovenpå igen, må jeg ærligt indrømme, siger Michael Østerberg Nielsen til Fyens.dk, og uddyber:

- Jeg er bare glad for, at jeg har så mange mennesker at snakke med, så er det bare op på hesten igen. Men altså, det er frygteligt. Jeg havde da nogle drømme om, hvad jeg gerne ville bruge de penge på, siger han til avisen.

Nedturen stoppede dog ikke her for Michael Østerberg Nielsen, for da efter et par dage modtog han et brev i e-boks fra Basisbank, der bekræftede et lån på 65.880 kroner til hele 30 procent i rente.

De samme svindlere, der havde tømt hans konto, havde efterfølgende oprettet et lån i hans navn, og med udsigten til at miste over 100.000 kroner, skyndte den uheldige fynbo sig at gøre indsigelser mod lånet for ikke at ende i RKI.

Michael Østerberg Nielsen har efterfølgende politianmeldt begge sager, men han ved allerede nu, at han aldrig ser de 55.000 kroner fra sin opsparing igen, da banken ikke ønsker at dække tabet, da han selv har givet svindlerne adgang til sin konto.

Derfor advarer Michael Østerberg Nielsen nu andre om at hoppe i samme fælde og opfordrer alle til at smække røret på, hvis de nogensinde får et lignende opkald.