Falske asfaltarbejdere hærger landet: Henni snydt i sin egen indkørsel

Skrevet af Morten Larsen

01/05/2015

Dagens topnyheder

Flere af landets villakvarterer er for tiden plaget af såkaldte asfaltpirater.

De udenlandske mænd tropper op i folks indkørsler, som de tilbyder at asfaltere for småpenge.

Men de uanmeldte mænds tilbud er for gode til at være sande, og mødet med de falske asfaltsarbejdere kan vise sig at blive til meget ubehagelige oplevelser.

- Det startede, da en nydelig klædt mand kom gående forbi ude på vejen, siger Henni Fihl Rasmussen til Dagens.dk om episoden, der foregik for lidt over et år siden.

Den engelsktalende mand forklarede, at han arbejdede for en stor entreprenørvirksomhed, og derfor havde han noget asfalt i overskud, hvilket betød, at den 57-årige kvinde kunne få lappet et hul i indkørslen for 400 kroner.

- Det lød fint, så det aftalte vi, siger Henni Fihl Rasmussen og forklarer, at der et par dage senere stod fire arbejdsmænd foran huset lidt syd for Vejle.

Undervejs i asfalteringen bliver mændende og Henni Fihl Rasmussen enige om, at der skulle foretages yderligere reparationer af indkørslen, og den jyske kvinde troede, at de havde aftalt en pris på 7.600 kroner.

- Alting gik så stærkt, siger Henni Fihl Rasmussen.

Læs også: Henrik skrabede bunden: Stjal datters sparegris og spillede pengene op

De fire mænd brugte tre timer på hælde tjære fra en vandkande ned i hullerne i indkørslen.

Herefter forlangte de 55.000 kroner for deres tvivlsomme arbejdsindsats.

- De prøvede at presse mig til at køre i banken efter pengene, siger Henni Fihl Rasmussen, der i stedet ringede til det lokale politi.

Betjente troppede op i indkørslen, og mændene, to irere og to rumænere, blev kørt med på stationen.

- Men jeg vidste jo godt, at det ikke stoppede der, siger Henni Fihl Rasmussen.

Blev eskorteret til banken
Næste formiddag stod de fire mænd atter i kvindens indkørsel.

De krævede igen at få 55.000 kroner for asfaltarbejdet, men efter en længere diskussion stillede de sig tilfredse med 7.000 kroner i kontanter.

Den enlige kvinde satte sig bag rettet og kørte mod banken i Vejle.

Hele vejen kunne hun i bakspejlet se den hvide og udslidte ladvogn med asfaltpiraterne, der bestemt eskorterede kvinden ind til den jyske handelsby.

- De sad i bilen og kiggede på mig, mens jeg var inde i banken efter pengene, siger Henni Fihl Rasmussen.

Kontanterne blev afleveret til mændene, og i de efterfølgende dage gik Henni Fihl Rasmussen og kiggede sig nervøst over skulderen. Siden har hun ikke set noget til de falske asfaltarbejdere.

Renser tagrender
Asfaltpirater er langt fra noget nyt fænomen på de danske villaveje, da politiet hvert år på denne tid modtager opkald fra borgere, der har modtaget tilbud fra de rejsende mænd, der ofte kommer fra Irland.

Nordsjællands Politi har allerede modtaget flere henvendelser fra borgere, der foran hoveddøren er blevet tilbudt billigt asfaltarbejde.

- Det sidste nye er, at de tilbyder at rense folks tagrender, siger Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.

Han advarer borgere mod at lave aftaler med mændene, der typisk kører landet tyndt i udslidte biler på britiske nummerplader.

Midt & Vestjyllands Politi har også modtager opkald fra borgere, der er blevet antastet af de udenlandske arbejdere, der forventes at turnere store dele af landet tyndt i den kommende tid med deres tvivlsomme asfaltarbejde. 

Følg Dagens.dk for flere lignende artikler: