Fik en vild ide i Føtex: Endte med at tjene 66.000 kroner

Skrevet af Julie Møller

29/06/2021
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Personen handlede på ideen, gik i Føtex i Glostrup og oddsede 20 kroner.

Dagens topnyheder

En heldig og meget forudseende dansker må have haft en vild mandag aften foran fjernsynet.

Her var vedkommende nemlig ikke kun vidne til to særdeles underholdende EM-kampe mellem Spanien og Kroatien samt Frankrig-Schweiz.

Personen tjente også 66.000 kroner.

Klokken 17.54 fik vedkommende den idé, at begge mandagens EM-ottendedelsfinaler ville ende 3-3 i ordinær spilletid. Personen handlede på indskydelsen, gik i Føtex i Glostrup og oddsede 20 kroner på en kombination af de to målrige resultater, skriver Danske Spil i en pressemeddelse.

Da schweizernes Mario Gavranovic i kampens overtid sparkede bolden ind bag Frankrigs målmand, Hugo Lloris, udløste det 66.000 kroner til den dygtige spiller, for det betød, at begge mandagens kampe blev 3-3, inden de skulle ud i omkamp.

Næsten identisk væddemål

En Oddset-spiller fra Ringe på Fyn må også have haft en rimelig vild aften, for vedkommende lavede et næsten identisk væddemål. Eneste forskel var indsatsen. Den var i sidste tilfælde på en femmer, hvilket indbragte 15.125 kroner.