Fik selfie med prinsesse Isabella i Parken: Sådan gik det til

Skrevet af Julie Møller

23/06/2021
Her er kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Christian, prins Vincent, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine samlet i anledningen af prins Christians konfirmation. Foto: Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix.
Her er kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Christian, prins Vincent, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine samlet i anledningen af prins Christians konfirmation. Foto: Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix.
En selfie med prinsesse Isabella blev lagt op på influenceren Anders Hemmingsens Instagram-profil mandag aften.

Dagens topnyheder

“D.K.H. Kronprinsen og Prins Christian overværer EM-landskamp i fodbold Danmark-Rusland."

Sådan står der i den royale kalender, hvis man tager et kig på dagsprogrammet for mandag den 21. juni. I Parken mødte Danmark Rusland i en ‘vind eller forsvind’-kamp, som endte med en dansk 4-1-sejr, og på tilskuerpladserne kunne man altså finde kronprins Frederik og prins Christian. 

Det var derfor noget af en overraskelse, at prinsesse Isabella også var taget en tur i Parken for at se fodbold. Hun var at finde i VIP-loungen - men ikke sammen med sine kongelige familiemedlemmer. Hun var derimod afsted med en veninde. Derfor var fodboldturen med stor sandsynlighed gået ubemærket hen, hvis det ikke var for influenceren Anders Hemmingsen, der har Instagram-profilen Andershemmingsendk, hvor over en million følger med. 

Mandag aften røg der nemlig et billede op i influencerens Instagram-story. På billedet kan man se Anders Hemmingsen og prinsesse Isabella smilende og med teksten “Vi gjorde det.”

Nu forklarer manden bag billedet, at der har været spekulationer om, hvorvidt det var prinsessen eller Anders Hemmingsen selv, der spurgte til en selfie. 

“Der er flere, der har spurgt, om det var mig eller hende, der bad om en selfie, og det var altså mig. 100 procent. Jeg var helt klart den, der var starstruck af os to,” afslører Anders Hemmingsen til B.T.

Anders Hemmingsen sad ikke i VIP-loungen, men tæt på. Han havde spottet prinsessen og veninden, og da sidstnævnte skulle en tur på toilettet, gik hun forbi Anders Hemnningsen, som var hurtig. 

"Jeg spørger, om hun ikke vil høre prinsesse Isabella, om hun vil få taget et billede med mig," forklarer han, og det ville prinsessen godt. Kort tid efter stod hun klar til en selfie. 

Parken bliver skiftet ud

De kongelige har været repræsenteret til alle Danmarks gruppekampe under EM i Parken. Den 12. juni var kronprinsparret afsted for at se åbningskampen mod Finland. Torsdag var kronprinsparret, prins Christian, prins Nikolai og prins Felix i Parken for at overvære EM-landskampen Danmark-Belgien, og mandag var det altså både kronprins Frederik, prins Christian og prinsesse Isabella, der var på tilskuerpladserne.

På lørdag spiller landsholdet igen. Denne gang venter Wales i ottendedelsfinalen, og denne kamp bliver spillet i Amsterdam.