Tallet er steget markant de seneste år – og det kan danskerne mærke på sparegrisen.
Lige nu læser andre
Danskerne satte ny pant-rekord i 2025, hvor 2,2 milliarder flasker og dåser med pant kom retur. Det viser nye tal fra Dansk Retursystem, som netop har offentliggjort selskabets årsrapport.
Rekorden er 88 mio. flere pantede drikkevareemballager end i 2024 og en markant stigning siden 2019, hvor 1,4 mia. tomme drikkevareemballager kom retur.
At danskerne er flittige til at pante, gør ifølge Dansk Retursystem en forskel:
“Jo mere danskerne panter, des større miljø- og klimagevinster kan vi opnå. Når flasker og dåser pantes i stedet for at blive smidt ud som affald, kan vi holde drikkevareemballagerne i et lukket kredsløb. Det betyder, at de kan genanvendes i højeste kvalitet og bliver til nye dåser og flasker igen – såkaldt closed loop, der sparer råstoffer og energi. Derfor gør det en stor forskel, at danskerne panter i så stort omfang,” siger administrerende direktør i Dansk Retursystem, Kasper Qvant Schmidt, i en pressemeddelelse.
Mere end 9 ud af 10 flasker og dåser kom retur i 2025. Det svarer til, at hver dansker panter én emballage dagligt.
Læs også
EU-krav uden klimaeffekt vil føre til dyrere drikkevarer
De positive resultater kommer samtidig med, at nye udfordringer viser sig i horisonten. Danmark står over for nye EU-krav om, at genbrugsflasker skal udgøre mindst 10 % af drikkevareemballagerne i 2030 – og op til 40 % i 2040.
Kravet kan blive en dyr omgang for danske bryggerier og forbrugere, men vil samlet set ikke have reel klimaeffekt, mener Dansk Retursystem.
En ny livscyklusanalyse fra Teknologisk Institut viser, at der ikke er belæg for at konkludere, at genbrugsflasker generelt har en lavere klimapåvirkning end genanvendelige emballager i det danske pant- og retursystem.
Indføres EU-kravet i Danmark, står danske bryggerier overfor store omkostninger til nye tappelinjer, vaskerier og logistik. Det samme gør detailhandlen, som skal bruge mere plads i butikkerne, da genbrugsflasker fylder mere end eksempelvis dåser, der komprimeres.
Forbrugerne vil ende med at regningen i form af højere priser på drikkevarer, vurderer Dansk Retursystem, som opfordrer en ny regering til at handle hurtigt:
Læs også
“Vi har allerede en cirkulær infrastruktur, som både miljø og marked nyder godt af. At indføre flere genbrugsglasflasker vil ikke vil give reelle klima- eller miljøgevinster, men vil i stedet pålægge danske bryggerier store omkostninger, reducere effektiviteten i pant- og retursystemet og i sidste ende føre til højere priser og ringere udvalg for forbrugerne. Derfor bør Folketinget og den kommende regering søge en undtagelse hos EU-Kommissionen, så flasker og dåser i pant- og retursystemet fritages fra EU’s genbrugskrav,” siger Kasper Qvant Schmidt.
I dag er der frit emballagevalg i Danmark, hvilket har givet øget konkurrence på markedet og flere valgmuligheder for forbrugerne – blandt andet i form af nye mikrobryggerier. Siden 2015 er der sket en tredobling i antallet af drikkevareprodukter i pant- og retursystemet, som i dag dækker knap 60.000 aktive produkter.
Genbrugsflasken i glas udgør i dag ca. 6 procent af salget af pantbelagte drikkevarer i detailhandlen.
Om det danske pant- og retursystem
- Pant- og retursystemet er en cirkulær infrastruktur, der drives non-profit af Dansk Retursystem – i tæt samarbejde med producenter og importører, detailhandlen, myndighederne og forbrugerne
- Tæt på 100 % af de indsamlede emballager, der afsættes til genanvendelse, bliver til nye flasker og dåser. Det kaldes closed loop og er den højeste kvalitet af genanvendelse.
- De dåser og flasker, danskerne panter, sorteres på Dansk Retursystems fabrikker i Høje Taastrup og Fredericia, hvorefter de afsættes til virksomheder, som genanvender materialerne til nye dåser og flasker.
- 95 % af danskerne er positivt stemt om det danske pant- og retursystem.
- 93 % af danskerne mener, at det er indsatsen værd at pante flasker og dåser
- Dansk Retursystem har et mål om at blive CO2-neutrale i scope 1 og 2 i 2030. Derfor er selskabet i gang med at omstille til en 100 % eldrevet vognpark.
- Dansk Retursystem er ejet af bryggerierne og har en eneret til at drive pant- og retursystem for visse typer af drikkevareemballager i Danmark.