Knap 4000 kunder vågnede søndag op til en juledag uden adgang til strøm. Det drejede sig om 3350 omkring Sundby på Amager, mens 631 kunder var ramt i den nordlige del af København.
Heldigvis har størstedelen fået strømmen igen søndag formiddag, skriver Avisen.dk.
Det er kunder hos elselskabet Radius, som har haft problemer med strømmen.
Radius' pressevagt Morten Kidal fortæller søndag formiddag, at strømmen er genoprettet i den nordlige del af København, og at godt halvdelen af kunderne på Amager har fået strømmen tilbage igen.
- Vi har haft lidt udfordringer, og det er selvfølgelig lidt kritisk her første juledag, hvor folk hygger og laver mad, siger Morten Kidal og tilføjer:
- Vi har haft nogle udfordringer på Østerbro og Nørrebro, hvor omkring 630 blev ramt af en afbrydelse klokken 07.40, og dem lykkedes det at få på igen klokken 09.50. Vi har haft lidt flere i Sundby, hvor 3000 var ramt af en afbrydelse her 08.50.
Det vides endnu ikke helt præcist, hvad der har forårsaget søndagens strømsvigt.
Ifølge Morten Kidal skyldes afbrydelser typisk enten en teknisk fejl fra elselskabets side eller byggearbejde, hvor kabler bliver beskadiget.
I dette tilfælde er der tale om to forskellige tekniske fejl hos Radius.
- Her er der tale om tekniske fejl i vores eget anlæg. På Østerbro er det en fejl i en transformerstation, og ude i Sundby er det en kabelfejl.