Flere partier: Nu skal sms'erne forsøges genskabt igen

Skrevet af Mathias Nielsen

25/11/2021
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nu vil flere partier have en helt anden tjeneste til at afdække forsøget på at genskabe de berømte sms'er.

Dagens topnyheder

I sidste uge kunne Regeringen meddele, at politiets teknikere ikke havde været i stand til at genskabe de slettede sms’er, som skulle bruges i forbindelse med efterforskningen i minksagen.

Svaret vakte vrede hos flere politikere. Dels fordi at Regeringen først offentliggjorde svaret dagen efter kommunalvalget, men havde været i besiddelse af svaret allerede fra fredag af ugen før, og dels fordi at man ikke troede på, at det havde været en umulig opgave at genskabe de slettede sms’er.

Flere politikere henviste til ubådssagen, hvor politiet formåede at genskabe beskeder fra Peter Madsens mobil selvom den var sunket sammen med hans ubåd.

Nu kommer flere partier, blandt andet Venstre og Konservative med et forslag til et nyt forsøg på at genskabe de slettede sms’er. Man vil bruge Forsvarets Efterretningstjeneste.

Helt konkret vil de have efterretningstjenestens Center For Cybersikkerhed til at gendanne beskederne fra minksagen i perioden september-december 2020, efter det ikke lykkedes politiets IT-teknikere. 

“Herudover synes vi også, det er en god idé at få bistand og hjælp fra private it-eksperter,” siger Venstres politiske ordfører Sophie Løhde til B.T.

“Vi ved ikke, hvilken bestillingsopgave politiet har fået. Vi ved ikke, om der kun er forsøgt programmer eller det, der hedder manuelt udtræk,” siger Konservatives Mai Mercado.

Onsdag afviste justitsminister Nick Hækkerup (S) flere gange i Folketingssalen at svare på spørgsmål om, hvordan politiet havde prøvet at gendanne beskederne, samt hvilken afdeling i politiet der havde gjort forsøget.

Det har så ført til, at flere oppositionspolitikere sår tvivl om opgaven er blevet løst ordentligt og med alle de redskaber, som var mulige at anvende.

Også hos Frie Grønne er man med på forslaget. 

“Vi bakker op, fordi vi ønsker åbenhed og gennemsigtighed. Det tjener demokratiet, og det tjener venstrefløjen at have samme standard, som var det en borgerlig statsminister, som vi var ved at undersøge,” siger partileder Sikandar Siddique og uddyber:

“Det var været et forløb, hvor statsministeren har været egenrådig og haft enormt mange beføjelser, derfor er det fuldstændig legitimt at undersøge, hvad der er sket.”