‘Føj for helvede hvor usmageligt’: Dianas ‘efterlysning’ skaber vrede og forargelse

Skrevet af Nils Würtzenfeld

18/09/2018
Foto: Aalborg Karneval
Foto: Aalborg Karneval
Et smart pr-stund har i den grad fået sindene i kog i Aalborg.

Mest læste i dag

- Savnet! Diana Petersen, 20 år, 170 centimeter og 60 kilo.

Sådan står der indledningsvis på den efterlysning, der ikke blot er blevet delt på Aalborg Karnevals Facebook-side mandag, mens som også hænger flere steder i den nordjyske by.

Plakaten har skabt bekymring, for hvor er den forsvundne pige, der ifølge efterlysningen ‘sidst er set 7. september 2018 iført blomstret sommerkjole på vej hjem fra en venindeaften i Aalborg Midtby’.

Nærstuderer man plakaten, vil man dog kunne se, at der ikke er tale om en rigtig efterlysningen, men derimod et smart reklamestund i forbindelse med Aalborg Karnevals 'Horror Nights', der løber af stablen 19. 20. 26 og 27. oktober.

På Aalborg Karnevals Facebook-side har man også skrevet ‘Reklame/annonce’ i en kommentar til den dystre plakat, men alligevel lader mange personer til at have overset de små detaljer, der viser, at Diana Petersen blot er en fiktiv karakter og at den ‘fælles eftersøgning’, der annonceres med, falder sammen med datoerne for 'Horror Nights’.

Af samme grund har plakaten skabt stor vrede blandt mange mennesker, der både mener, at det er en usmagelig og anstødelig måde at lave reklame på.

Herunder kan du læse et udpluk af de mange vrede kommentarer, som efterlysningen har afstedkommet på Facebook.

- WTF? Jeg har set plakaten flere steder og troede den var ægte.

- Det ikke helt i orden. I burde skamme jer. Kommer ikke af denne grund for latterlig reklame!

- Føj for satan for en syg joke!

- Rimelig ulækker måde at lave reklame på alligevel.

- I en tid hvor utroligt mange bliver væk, så er det her helt usmageligt og slet ikke sjovt!

- Det sku da ikke sjovt. Syg reklame! Det sgu ikke i orden!

- Føj, hvor skulle I skamme jer! Hvem i alverden kan godkende sådan en markedsføring. Jeg er simpelthen målløs! Der er respektløshed ud over alle grænser. 

I alt har over 400 mennesker kommentarer på opslaget, der blev delt i går, og langt de fleste synes klart, at Aalborg Karneval er gået langt over stregen med deres kontroversielle efterlysning.

Dog er der også flere, der synes, at idéen er sjov og at folk overreagerer.

Den massive kritik har siden fået Aalborg Karneval til at gå ud og forsvare annoncen, og overfor TV2 Nord har karnevalets talskvinde Mette Bugge forklaret, at reklamen skam er velovervejet i forhold til det traditionelle karneval.

- I foråret er det med udklædning i den lyse tid, men vi vil gerne have den anden ende af skalaen med. Der har vi halloween, hvor man slutter årets gang af, og taler om dem, man har mistet og dem man savner, siger Mette Bugge til TV2 Nord og uddyber:

- Vi laver ikke reklamen for at drille nogen, men fordi vi gerne vil skabe en dialog, om dét der er lyst, men også om dét der er mørkt og tabubelagt, siger hun og ærgrer sig over de mange vrede kommentarer:

- Nogen af dem, der har kommenteret på nettet, har ikke forholdt sig til reklamen. Tanken var, at vi gerne ville skabe en samtale, og her oplever vi, at folk tager stilling frem for at udtrykke sig, lyder det.

Herunder kan du se opslaget: