Føtex med stor nyhed

Skrevet af Julie Møller

19/03/2021
Foto: Shutterstock.com.
Foto: Shutterstock.com.
Nyheden kommer efter en omfattende testfase, lyder det fra Salling Group.

Dagens topnyheder

Der er mange danskere, der benytter sig af at købe dagligvarer online. Nu lancerer føtex en nyhed, der kommer de danskere til gode. Dog til en start kun i hovedstadsområdet.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Salling Group. 

“Det sker efter en ambitiøs, omfattende og succesfuld testfase. Dermed kan alle københavnere få leveret dagligvarer helt hjem foran hoveddøren fra den velkendte supermarkedskæde, der har ambitioner om at skabe landets bedste online-tilbud, når det kommer til hjemmelevering, med særlig fokus på både service, kvalitet og pris,” skriver Salling Group.

Priserne på føtex.dk vil altid følge varehusenes priser og tilbud, lover Thor Skov Jørgensen, der er ansvarlig for føtex.dk.

“Sortimentet skal være landets største og bedste. Ganske enkelt. Den gode kvalitet og landets største sortiment skal sikre, at vi har alt det, som danskerne efterspørger. Ikke kun, når vi taler antal og omfang, men også i nicher og specialiteter. Men vigtigst af alt vil priserne være de samme, som vi har i butikkerne – og tilbuddene fra føtex-avisen vil naturligvis også være på føtex.dk,” tilføjer Thor Skov Jørgensen.

Lanceres til en start i København

Når kunderne har lagt deres bestilling på føtex.dk, vil alle ordrer blive leveret af servicebude fra føtex. De kører ud med varerne i egne føtex-varebiler med køl.

“Vi har nogle virkelig dygtige servicemedarbejdere i varehusene, og det vil være de samme velkendte ansigter, som danskerne vil møde ved leveringen. Det er nemlig ikke kun føtex-kollegaer, der pakker varerne – de vil også køre varerne ud, så den samme gode service går igen i både det fysiske og digitale varehus,” fortæller Thor Skov Jørgensen.

Hjemmelevering af føde- og dagligvarer med føtex.dk lanceres til en start i København, oplyser Salling Group.