Forbød russiske fly over Danmark: Alligevel fløj tre russiske fly over Grønland natten til mandag

Skrevet af Mathias Madsen

115 uger siden

|

01/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Til trods for et forbud mod russiske flyvninger over samtlige EU-lande, så fløj tre russiske fly over Grønland natten til mandag, d. 28. februar.

Dagens topnyheder

"Vi skal nok håndhæve, at der er forbud mod at flyve i vores luftrum. Det har vi midlerne til."

Sådan stod Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, og sagde søndag formiddag, d. 27. februar, da han uden at blinke lukkede det danske luftrum for russiskejede fly samt fly fra russiske flyselskaber.

Udover Danmark så har samtlige 27 lande i EU, samt Storbritannien og flere andre fulgt trop og lukket luftrummet for russiske fly, ligesom Rusland har svaret igen og gjort det samme for fly fra for eksempel Danmark

Alligevel gik der ikke meget mere end et par timer fra Kofod meldte ud, at russiske fly ikke vil kunne flyve i Danmarks - og dermed også Færøernes og Grønlands - luftrum, til at tre russiske fly fløj over Grønland natten til mandag, d. 28. februar. 

Det skriver BT

Trafikstyrelsen har forklaret til BT, at det skyldes, at de tre russiske fly, som er blevet kontrolleret af Canadas og Islands luftfartsstyrelsen frem for Danmarks, var såkaldte humanitære flyvninger, som altså er undtaget for forbuddet. 

De tre flyvninger er dog ikke typiske humanitære flyvninger, da de alle havde solrige og turistede destinationer som ende- eller startmål. 

Det ene fly fløj således fra Miami til Moskva, det andet fra Puerto Rico til Moskva, og det tredje fløj den anden vej fra Moskva til Cancun, som er en populær turist- og badeby i Mexico. 

Trafikstyrelsen er derfor også ved at indhente flere informationer om flyvningerne fra Islands og Canadas luftfartsstyrelser for at sikre, at Rusland ikke udnytter udtrykket 'humanitære flyvninger' for at undgå det danske og europæiske flyveforbud.