Forsker: Smeltet is vil berige havet

Skrevet af Mathias Nielsen

03/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Smeltet is vil ikke ubetinget være en dårlig ting, mener forsker.

Mest læste i dag

Den globale temperatur stiger. Det betyder blandt andet, at isen på polerne smelter. Man har i flere år advaret om denne tendens, da smeltet is kan øge vandstanden markant.

Dog mener Karl Attard, der er adjunkt i havvidenskab ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet, og som forsker i havmiljøet i Arktis, at smeltet is også er gavnligt for livet i havet.

Mindre havis i Arktis vil nemlig lade solens stråler trænge ind i havet og stimulere fotosyntesen, hvilket kan give bedre muligheder for visse planter og havdyr.

“Planter i havet har brug for sollys til fotosyntese. Efterhånden som mængden af havis i Arktis falder, vil mere lys trænge ind i havene og sætte skub i fotosyntetisk vækst. Den smeltende is vil formentlig skabe et andet, mere produktivt økosystem,” siger Karl Attard

På grund af de igangværende klimaforandringer, som opvarmer den arktiske region tre gange hurtigere end det globale gennemsnit, er sommerens isdække i Arktis faldet med 12 procent pr. årti over de seneste 30 år. Det vil sige et samlet fald på 36 procent - lidt over ⅓.

Prognoser viser, at store arktiske kysthave vil blive isfrie inden for de næste 5-10 år, og isen kan forsvinde helt om sommeren allerede i 2035. Det vil naturligvis gøre det problematisk for dyr som sæler og isbjørne, da deres platform jo så forsvinder til fordel for isende koldt vand.

Til gengæld vil livet under havets overflade blive langt bedre. Mindre is og flere planter i havet vil formentlig også skabe bedre muligheder for fiskeri på åbent vand, fortæller Attard.

“Konsekvenserne af den smeltende is er varierende. Ofte ser vi på noget og tænker: Er det en god eller en dårlig ting? Med dette problem afhænger det helt af dit perspektiv. Der er vigtige nuancer at overveje i en afbalanceret debat, og jeg håber, at min forskning kan bidrage til denne diskussion,” siger Karl Attard.

Man kan altså ifølge Karl Attard ikke ubetinget sige, at klimaforandringerne er dårlige