Over halvdelen af danskerne ønsker det.
Når vinteren banker på døren, og vejene bliver glatte af frost og sne, er der mange ting, man skal huske som bilist.
En af de vigtigste er at sørge for, at bilen er klar til de udfordrende forhold.
Det handler ikke kun om at skrabe is af ruderne, men også om at have de rigtige dæk på bilen.
Sikkerhed på vejene er altid en topprioritet, og den rigtige dæktype kan gøre en stor forskel, når vejret viser tænder.
Nu tyder en ny undersøgelse på, at mange danskere ønsker klarere regler for, hvornår vinterdæk skal være obligatoriske.
Flertal ønsker lovkrav
En ny undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Europcar Danmark, viser, at et flertal af danske bilister ønsker, at vinterdæk skal være lovpligtige i en fast periode om vinteren.
Hele 57 procent af de adspurgte støtter en sådan lovbestemt vinterperiode, mens 32 procent er imod.
Undersøgelsen er lavet blandt 1.031 danskere over 20 år, som har kørekort. Europcar foreslår, at Danmark indfører et krav om vinteregnede dæk i en fast periode, for eksempel fra 1. november til 31. marts.
Formålet med dette forslag er at give både private bilister og virksomheder en klar ramme for at gøre bilerne klar, inden frost og sne rammer vejene.
Ifølge Morten Weber, der er Head of Country for Europcar Danmark, skal vi stå sammen om at øge sikkerheden på de danske veje.
“Den nye måling viser, at der er stor opbakning til en fast vinterperiode, som vil skabe større klarhed for bilisterne og fjerne tvivlen om, hvornår vinterdæk er nødvendige. Trafiksikkerhed bør ikke afhænge af den enkelte bilists fortolkning af reglerne. Derfor opfordrer vi politikerne til at tage initiativ til tydeligere rammer og mere oplysning,” udtaler Morten Weber.
I Danmark er der i dag ikke et krav om vinterdæk i en bestemt periode.
Færdselsloven blev dog præciseret i juli 2025, så det nu udtrykkeligt fremgår, at føreren skal sikre, at bilen ikke har dæk, der er åbenbart uegnede til føret, selv hvis vejret ændrer sig under kørslen.
Usikkerhed om mærkning
Undersøgelsen fra Voxmeter peger også på, at der er et behov for mere viden om dækkenes mærkning.
41 procent af de adspurgte svarer, at de ikke ved eller er usikre på, hvilken mærkning der viser, at et dæk er godkendt til vinterkørsel.
Færdselsstyrelsen oplyser, at mærkningerne M+S, MS og M&S viser, at et dæk er et typegodkendt vinterdæk.
Til hårdt vinterføre anbefaler styrelsen dæk med den supplerende 3PMSF-mærkning, som er et bjerg med tre toppe og et snefnug.
De adspurgte bilister har også klare forventninger til biludlejernes ansvar.
Hele 79 procent forventer, at der automatisk er vinterdæk på en udlejningsbil, hvis der er frost og sne, når de henter den.
Et krav om tydelig oplysning vil også skabe større tryghed for kunderne.
Fra 1. november 2026 gør Europcar 3PMSF-mærkede vinterdæk til obligatorisk standard på alle person- og varebiler, der udleveres fra selskabets stationer i Danmark.
Vinterperioden løber frem til 31. marts 2027, og det gælder både privat- og erhvervskunder.
“Som biludlejer har vi et ansvar for at gøre det enkelt for kunderne og aldrig gå på kompromis med sikkerheden.” Han tilføjer, “Derfor har vi valgt, at godkendte vinterdæk bliver fast standard gennem hele vinterperioden. Vi opfordrer resten af branchen til at gå med og bakke op om en fælles oplysning og standard, så kunderne ved, hvad de kan forvente, uanset hvor de lejer bil,” forklarer Morten Weber.