Fra krise til succes: Pizzakæde vil have 100 butikker i Danmark

Skrevet af Mathias Nielsen

11/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Domino's Pizza har atter vind i sejlene, hvilket får kæden til at se lyst på fremtiden.

Mest læste i dag

Det kan være svært at genoprette et dårligt ry som virksomhed, særligt hvis det omhandler fødevarer. Pizzakæden Domino’s mistede tilbage i 2019 stort set alt, da kæden gik konkurs i Danmark.

Det skete efter at tv-programmet Operation X kunne afsløre en række kritisable forhold, herunder hygiejneproblemer og fusk med datomærkning af ingredienser.

Men i stedet for at trække stikket fuldstændig, valgte den australske franchisetager, Domino’s Pizza Enterprise at opkøbe konkursboet. Siden da blev australske Kellie Taylor indsat som landechef for Domino’s i Danmark.

»Det var rystende at se, hvad der foregik i Danmark. Det var helt fremmed for os som pizzakæde, og det var forfærdeligt at være vidne til det, for det er på ingen måde det, Domino’s står for,« siger Kellie Taylor til Finans.

Kelly Taylor har været ansat i Domino’s i 29 år og startede sin karriere som pizzabager i en af kædens australske butikker.

De sidste 15 år har hun været i Europa, hvor hun har været kvalitetschef i både Holland og Tyskland. De sidste 3 år har hun som sagt været i Danmark som landechef.

Det har også været det absolut sværeste ved at træde ind i stillingen som landechef, understreger hun. Ikke så meget at få rettet op på tilstanden af butikkerne, men at forsøge at genskabe en tillid til Domino’s, som på det tidspunkt var ikke-eksisterende efter Operation X’s afsløringer.

Kigger man imidlertid på økonomien, så er der noget der tyder på, at der atter er kunder i restauranterne igen.

I regnskabsåret 2020/2021 tjente Domino’s i Danmark nemlig for første gang penge siden genopstandelsen i 2019. Her lød overskuddet på 1,9 millioner kroner efter skat.

De seneste besøg fra Fødevarestyrelsen har også resulteret i en grøn, smilende smiley. Derfor er Kellie Taylor da også håbefuld for fremtiden.

»Det har været en vild oplevelse og det har været hårdt arbejde, men det har også været berigende. Jeg synes at vi har gjort enorm fremskridt og jeg føler mig stolt nu, når jeg ser på forretningerne i Danmark og den udvikling, de er gennemgået,« fortæller hun.

Den positive fremgang har da også ændret lidt på ambitionsniveauet hos Domino’s, som nu vil åbne i alt 100 butikker på landsplan inden 2030. Lige nu har kæden 26 butikker i Danmark med i alt 550 ansatte.