Den gode sommer har fået mange danskere til at søge læ i landets mange friluftsbade og/eller strande. Det har også været tilfældet i Allerup Gamle Have, hvor omkring 6.000 badegæster henover sommeren har været forbi.
Det har været rigtig godt for det gamle friluftsbad, som nu har fået en del indtægter. Desværre har den lækre sommeridyl sydøst Odense ikke kun være lutter glade dage.
For mens en masse glade badegæster har været i vandet, så er en del dyrebart vand røget direkte i kloakken. Og det kan ende med at blive en meget dyr omgang for badet.
- I værst tænkelige tilfælde kan det få den konsekvens, at vi ikke kan åbne til næste år, siger formanden for Allerup Gamle Have, Jeanette Mikkelsen til TV 2 Fyn.
Ifølge bestyrelsesmedlem Kim de King har haven været ramt af to tekniske fejl, som er årsagen til de mange tabte liter vand. I seks uger har et håndtag, der er placeret sammen med en masse anden teknik i en lade, af ukendte årsager stået forkert.
Både personale og gæster har i princippet adgang til rummet, så hvordan, fejlen er sket, bliver formentlig aldrig opklaret. Derefter har en fejl i et computersystem betydet, at endnu mere vand er blevet lukket ud.
- Normalt bruger vi 5-8.000 liter om dagen, men da vi for nylig tjekkede vandmåleren, var den ved at flyve ud af skabet, fortæller Kim de King, der er bestyrelsesmedlem i Allerup Gamle Have.
Foreningen bag friluftsbadet skønner, at ekstraregningen kan komme til at løbe op i omkring 150.000 kroner, og det er selvsagt en stor sum penge, som desuden skal betales i februar måned.
Derfor vil Allerup Gamle Have anmode om at få udbetalt det kommunale tilskud, inden regningen skal betales, og samtidig har haven startet en indsamling på Facebook, hvor målet er at få indsamlet 75.000 kroner. Foreløbig er der samlet 15.000 kroner ind.