En meget alvorlig tiltale er i dag kommet frem.
Lige nu læser andre
En mor og far er blevet tiltalt for grov vold mod deres spæde tvillingepiger. Den ene er sågar afgået ved døden.
Et par spæde tvillingepiger blev i 2020 udsat for så grov vold af deres egne forældre, at den ene pige afgik ved døden, mens den anden ‘slap’ med intet mindre end 18 knoglebrud.
Det er i hvert fald det, som anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod forældrene for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, mener.
Tvillingeparret blev født i juli 2020, og de efterfølgende 3 måneder skal pigerne være blevet udsat for grov vold af begge forældre. Det foregik dels på Hvidovre Hospital og på en adresse i hovedstadsområdet, skriver B.T.
Den ene pige, som døde i oktober 2020, blev ifølge anklageskriftet kraftigt rusket med fastholdelse eller klemning omkring brystkassen eller lignende.
Den nu afdøde pige fik blandt andet blodansamlinger under den hårde hjernehinde og 15 brud på ribbenene, fremgår det af anklageskriftet.
Søsteren skal forældrene have rusket eller rystet og klemt omkring brystkassen. De er også anklaget for ruskning af pigens lemmer eller krop og for træk i armen.
Forældrene begik ifølge anklagemyndigheden volden “i forening eller ved gensidig tilskyndelse, råd eller dåd.”
Forældreparret, der er i 30’erne, har siden oktober måned 2020 siddet varetægtsfængslet i sagen, og begge nægter sig skyldig i anklagerne.
Forældrene skulle dog ikke sidde varetægtsfængslet længere, da sagen er færdigefterforsket. Sagen skal behandles af Retten på Frederiksberg, men dato for retssagen er endnu ikke bestemt.