Fuldstændig forrykt: Rugemor vælger at beholde børn – Nu tvinges 'faren' til at betale børnebidrag

Skrevet af Henrik R

07/03/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det har været noget af et mareridt, som et ægtepar har været udsat for i løbet af de seneste år. Først viste det sig, at den rugemor de havde betalt omkring 100.000 til var falsk, og dernæst er manden blevet tvunget til at skulle betale børnebidrag.

Mest læste i dag

Hvis du ikke har set TV2-dokumentaren ’Den falske rugemor’, så handler den kort og godt om, at en kvinde accepterede at være rugemor for et par, men skjulte i stedet sin graviditet og beholdte de to tvillinger selv.

Det var på trods af, at ægteparret der ikke selv kunne blive gravide, havde betalt omkring 100.000 kroner til rugemoren tilbage i 2016. Det kom efterfølgende frem, at rugemoren havde snydt tre andre par for deres kommende børn, og det rullede altså ud i TV2-dokumentaren ’Den falske rugemor’.

Sagen har dog taget en ny drejning. Rugemoren har nemlig krævet, at den biologiske far skal betale børnebidrag, selvom hun har snydt ham og hans kone for både penge og børn. Det mente den biologiske far ikke kunne være rigtigt, og han kørte derfor en sag i ankestyrelsen, som han netop har tabt.

”Jeg synes simpelthen, det er grotesk. Hun havde lovet os, at vi skulle have de børn. Når hun så selv beholder dem, så er der en konsekvens. Så er det ikke rimeligt, at hun kan forlange børnebidrag,” fortæller ’John’ til TV2. John er ikke den biologiske fars rigtige navn, men hans rigtige navn er kendt af TV2s redaktion.

Skylder pt. 15.686 kroner

Der gik cirka et år, hvor der ikke var nogen der vidste, hvem der var den biologiske far til tvillingerne. En DNA-test afslørede dog, at ’John’ var den biologiske far, og han har derfor fået en opkrævning på 2720 kroner hver måned siden juni fra Udbetaling Danmark, som går til børnebidrag.

Det beløb er nu vokset op til 15.686 kroner, som han skylder til ’den falske rugemor’. De penge har ’John’ dog ikke i sinde at betale, og selvom familieadvokat Helle Larsen ifølge TV2 bakker op om resultatet af sagen ved Ankestyrelsen, så er der faktisk en mulighed for, at ’John’ kan slippe med at betale det næste lange stykke tid.

Hvis han kan dokumentere de udgifter, som han har haft i forbindelse med ’den falske rugemor’, hvor han ikke har fået den ydelse, som han betalte for, så kan det beløb modregnes i børnebidraget. Det kræver dog, at han kan bevise, hvilke udgifter der har været.