Fra mandag den 23. skal bilister gøre sig klar på potentielle forsinkelser.
Lige nu læser andre
Mandag den 23. marts går Vejdirektoratet i gang med at reparere asfalten på E20 Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive repareret.
Vejarbejdet bliver udført i begge retninger på den omkring ni kilometer lange strækning mellem Vemmelev og Korsør.
Vejdirektoratet forventer, at arbejdet kommer til at tage omkring halvanden uge. Hvis alt går vel, og forårsvejret ikke volder problemer, er reparationsarbejdet færdigt torsdag den 1. april, skriver de i en pressemeddelelse.
Sådan foregår arbejdet
Arbejdet starter med, at den nuværende beskadigede asfalt bliver affræset, så man kan komme ned til den underliggende belægning og reparere den. Når det er gjort, kan den nye asfalt rulles ud. Til slut bliver der påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en bedre køreoplevelse for trafikanterne, der kan se frem til en mere jævn kørebane.
Læs også
Information til trafikanterne
Vejarbejdet bliver udført på hverdage samt weekender mellem klokken 18.00 og 6.00 næste morgen. Arbejdet finder sted i aften- og nattetimerne, så det er til mindst mulig gene for trafikanterne.
Når der arbejdes på strækningen, vil trafikken blive ledt over i de modsatrettede vejbaner, så der er én åben vejbane i begge køreretninger. Når der ikke bliver arbejdet, er der åbent for trafikken i fuldt omfang. Dog kan man blive nødt til at køre på strækninger uden afstribning, hvor der derfor vil være skiltet med nedsat hastighed.
Til- og frakørselsramper ved Korsør og Tjæreby vil i perioder være spærrede. Benyt alternativt til- og frakørsel 43 Halskov eller 40b Vemmelev.
Vejdirektoratet gør opmærksom på, at vejarbejdet indebærer en øget risiko for kødannelser, ligesom vanskelige vejrforhold kan gøre det nødvendigt at udskyde arbejdet. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.