Godt nyt: To store banker ændrer på særligt tillæg

Skrevet af Mathias Nielsen

10/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det bliver nu billigere at lave udenlandske transaktioner.

Dagens topnyheder

Du kender det sikkert godt: du har været på ferie og brugt betalingskort til langt de fleste af de ting, du har købt. Det er også smart, men der er en lille ulempe ved det.

Når banken skal omregne valutaen til danske kroner, så er der et tillæg kaldet for valutakurstillæg. I marts måned afgjorde Konkurrencerådet, at bankerne Nordea og Danske Bank har taget et for højt gebyr, hvorfor det skulle justeres.

Det skulle ske indenfor fire måneder. Danske Bank har per 1. august helt fjernet sit gebyr på 1,5 procent for handler i EU, mens gebyret for handler i resten af verden er ændret fra 2 til 1,5 procent.

Nordea har ændret gebyret fra 1,5 procent i EU og 2 procent i resten af verden til nu 1 og 1,5 procent.

- Selvom vi er uenige i rådets afgørelse og har anket sagen til domstolene, så er der tale om et påbud fra en myndighed, som vi skal efterleve inden for den fastsatte frist. Og med prisændringerne per 1. august er det netop, hvad vi har gjort. Det ændrer ikke på vores holdning til afgørelsen, skriver pressechef i Danske Bank, Stefan Singh Kailay, i en mail til DR.

Også Nordea har tidligere meldt ud, at banken ville sænke sine tillæg. Det sker dog samtidig med, at Nordea også har anket sin del af afgørelsen, skriver Nordeas pressechef, Stine Wind, i en mail.

- Vi mener ikke, vi har taget for høje priser på dette område, men derimod, at vi – i god tro – har fastsat vores priser på et frit, konkurrencedygtigt marked. Vi har fuld gennemsigtighed over for vores kunder på dette område. Hver gang man gennemfører en betaling i udenlandsk valuta med sit kort, kan man se, hvor meget man betaler i valutakurstillæg i vores Wallet, skriver Stine Wind.