Godt nyt til disse danskere: Så mange penge kan de få ekstra om måneden

Skrevet af Emil Martesen

27/12/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Året går på hæld, og nye regler kan give en lang række danskere flere penge, når der tages hul på det nye år.

Dagens topnyheder

Mens danskerne så småt er begyndt at vinke farvel til 2022, der lakker mod enden - så har Folketinget vedtaget nye regler for, hvor meget der må indbetales på opsparingen. 

Og når det nye år ringer ind, bliver det altså endnu mere attraktivt at spare op til pension via aldersopsparing. 

Det oplyser PensionDanmark i en pressemeddelelse

Reglerne, der træder i kraft 1. januar 2023, kan give fremtidens pensionister op imod 1.600 kroner mere om måneden at leve for, hvis de benytter sig af aldersopsparing. 

Og det kommer til at kunne mærkes i pensionisttilværelsen. 

For eksempel kan en 22-årig, der benytter aldersopsparing fuldt ud i hele arbejdslivet, se frem til en forbedring af den disponible indkomst som pensionist på 19.000 kroner årligt eller lige under 1.600 kroner om måneden sammenlignet med situationen uden aldersopsparing. Det svarer til et løft på 5,6 procent. 

Den øgede gevinst kommer til at gavne medlemmerne i PensionDanmark, som er Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab. Her indbetaler 365.000 lønmodtagere på en pensionsordning, hvor fuld indbetaling til aldersopsparing er en del af standardopsætningen: 

“Det er en betragtelig forskel, som aldersopsparingen kan gøre for fremtidens pensionister, uden at de skal ændre på deres pensionsindbetalinger. Økonomisk tryghed og frihed er en vigtig del af fundamentet under den gode pensionisttilværelse, og med de nye ændringer har aldersopsparingen fået en form, hvor den er til mest mulig gavn for flest mulige”, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark. 

Med de nye regler hæves loftet for, hvad man årligt må indbetale på en aldersopsparing fra 5.500 til 8.800 kroner. Samtidig udvides perioden med forhøjet loft, som i 2023 lyder på 56.900 kroner, fra fem til syv år.

Er du i tvivl, om du i dag benytter mulighederne for aldersopsparing, kan du kontakte dit pensionsselskab. Lønmodtagere, der sparer op hos PensionDanmark indbetaler som udgangspunkt automatisk til aldersopsparing og vil dermed få glæde af de nye regler uden at skulle foretage sig noget. 

Du kan læse mere om aldersopsparing ved at trykke her.