Godt nyt til disse danskere: Sænker fjernvarmepris med svimlende 11.650 kroner

Skrevet af Emil Martesen

23/01/2023
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Alle med fjernvarme i den sjællandske by Jyderup kan nu klappe i hænderne.

Mest læste i dag

På grund af faldende naturgaspriser kan Fors A/S nu sænke prisen på fjernvarme i Jyderup betragteligt. 

Og det må siges at falde på et tørt sted i en tid, hvor danskerne unægteligt kæmper med at få enderne til at hænge sammen. 

Humlen er helt præcist, at en standardhusstand skal betale næsten 12.000 kroner mindre for fjernvarme i 2023. 

Den markante prissænkning skyldes, at prisen på naturgas, som fjernvarmen i Jyderup primært bliver produceret af, er faldet. 

Fors A/S er drevet ud fra et hvile-i-sig-selv-princip, så indtægter og udgifter skal balancere, og dermed sænker forsyningsselskabet nu også prisen på fjernvarme. 

Kundedirektør i Fors A/S, Rikke Saltoft, lægger da heller ikke skjul på, at det er en god nyhed, som de kan overbringe deres kunder: 

“Det er en rigtig god nyhed, vi kan overbringe vores kunder. Vi arbejder løbende på at sænke prisen på fjernvarme, og at vi nu kan sænke prisen igen med næsten 12.000 kroner er meget positivt. Jeg anerkender, at prisen fortsat er højere, end kunderne har været vant til, men jeg håber, at den betragteligt lavere pris er en håndsrækning til de kunder, der de sidste måneder har været presset af en høj varmeregning”. 

Helt konkret sænker Fors A/S prisen for en standardhusstand med 11.650 kroner, og den nye pris vil fremgå af den næste regning, kunderne i Jyderup modtager fra Fors A/S: 

"Vores vigtigste hensyn er at hjælpe vores kunder, så godt vi overhovedet kan. Vores kunder i Jyderup har været hårdt ramt af stigende naturgaspriser og dermed fjernvarmepriser, men vores budskab har hele tiden været, at vi løbende justerer prisen, når det er muligt," siger Rikke Saltoft og tilføjer: 

"Fjernvarmeprisen er fortsat høj, og derfor kan der stadig være kunder, som har brug for hjælp. Derfor er vi som altid klar til at hjælpe med en betalingsordning. Ligesom vi også gerne hjælper med at gøre brug af den nationale indefrysningsordning, hvis det er relevant”.