Politiet gjorde et af de største fund i nyere tid.
Lige nu læser andre
Det, der lignede en helt almindelig familietur, udviklede sig søndag aften til en af de største narkosager i Midt- og Vestsjællands Politikreds i nyere tid.
En 45-årig kvinde og hendes 23-årige datter blev anholdt, efter politiet fandt et massivt parti kokain skjult i deres bil, mens tre mindre børn sad på bagsædet.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet blev bilen standset kort efter at have krydset grænsen fra Tyskland.
Ved en nærmere undersøgelse opdagede betjentene et skjult rum i køretøjet, hvor der lå 38 kilo kokain.
Læs også
Stoffet vurderes at have en gadeværdi på omkring 22 millioner kroner.
“En omfattende efterforskning har ført os på sporet af det meget store kvantum kokain, som vi er overordentlig glade for ikke havnede på gaden. Beslaget er et af de største i vores politikreds i nyere tid, og kokainen har en gadeværdi på omkring 22 millioner kroner,” siger politikommissær Michael Andreassen, der leder efterforskningen.
Meget bekymret for børnene
Det usædvanlige ved sagen er, at kvinderne havde tre børn med i bilen under kørslen.
Ifølge politiet har det udløst stor bekymring.
“At bruge sine børn som statister for at dække over så grov en kriminel handling, er noget vi ser på med meget stor alvor, og der er sket en indberetning til de sociale myndigheder,” fortæller politikommissæren.
Læs også
Anholdelserne fandt sted på den københavnske vestegn, og de to kvinder er sigtet for indsmugling af kokain med henblik på videresalg til et større antal personer.
Sagen efterforskes fortsat, og anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør i Retten i Holbæk.
Politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.