Hver gang en Lotto-kupon bliver kørt gennem automaten i kiosken eller supermarkedet, står der på den anden side af disken en kunde og håber: ’Bare det er mig, der vinder”.
Men for en mand fra den lille nordjyske by Gedsted, var der mere end blot håb; Han havde faktisk grund til at tro, at den kupon, han lige havde afleveret til den unge medarbejder i Meny, rent faktisk var en million kroner værd:
”Jeg havde købt en Lottokupon lørdag eftermiddag, og mandag morgen spørger min kone mig ’har du set på Facebook, at der er en, der har vundet en million i Gedsted?”. Det måtte jeg svare nej til. Jeg gik ind og kiggede på Facebook-opslaget, og kunne se, at flere havde kommenteret. ’Mor, er det dig der har vundet? Nej, det er det ikke’ havde én skrevet, mens en anden havde skrevet ’Det er heller ikke mig, for jeg spiller online’…” fortæller manden.
Og efter at have læst de mange kommentarer, begyndte han forsigtigt at tro på, at det nok måtte være ham: For Gedsted er en lille by, og for hver gang han læste om en, der ikke havde vundet, begyndte han at tro mere og mere på, at han måtte være den heldige vinder…
”Senere om mandagen kom min kone hjem og spurgte, om jeg havde fået tjekket kuponen. Jeg svarede ’Nej, det har jeg ikke… Jeg tør ikke!’ for jeg havde sådan på fornemmelsen, at det var mig”, siger manden.
Under normale omstændigheder kunne kuponen godt have hængt på opslagstavlen i et par måneder før den blev tjekket, men så længe kunne han trods alt ikke holde ud at vente denne gang.
Alligevel var det først i løbet af tirsdagen, at han kørte forbi Meny i Viborg, hvor han bad den unge mand bag disken om at tjekke kuponen:
”Så siger han: Jeg tror ikke, der er gevinst! Men så kom der en seddel ud, og på den stod der, at der var en gevinst, der var for stor til at butikken kunne udbetale den, og SÅ begyndte jeg at ryste på fingrene,” fortæller han.
Manden tjekkede numrene på kuponen, og sammenlignede dem med de udtrukne vindertal, og han kunne hurtigt se, at han ikke var i nærheden af at ramme så mange tal, at gevinsten skulle være for stor til at få udbetalt i butikken. Og så var der jo kun den million fra Millionærgarantien tilbage, som han allerede vidste var gået til en kupon købt i Gedsted. Manden blev dog alligevel overrasket, da han endelig fik tjekket og dobbelttjekket sin kupon, og fik vished for, at han lige var blevet millionær.