Heldig dansker vinder én million kroner

Foto: Shutterstock.com

En ældre kvinde fra Nordsjælland skød papegøjen, da hun vandt én million kroner i Lotto.

Men hun vil ikke bare længe sig tilbage og leve af renterne. 

Hun har nemlig stadig store planer, der skal føres ud i livet. 

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Spil. 

Der kan stadig godt være gang i kludene, selv om fødselsattesten efterhånden er blevet lidt gulnet i kanterne. Det er en ældre kvinde fra Nordsjælland et sprællevende bevis på. Hun har lige vundet en million i Lotto via Millionærgarantien og er straks gået i gang med at lægge planer for, hvordan hun skal bruge pengene på at udleve alle sine drømme i livet: 

”Det er helt uvirkeligt, men lige pludselig kan mange af de drømme, jeg har haft gennem mange år, blive en realitet. Der åbner sig utroligt mange muligheder for mig nu,” siger hun glad. 

Men i første omgang overvejer hun at invitere den nærmeste familie på en lille tur: 

”Vi har snakket om at tage til Nordnorge for at se nordlys. Det har jeg kun oplevet i tv. Eller måske skal vi tage op for at overnatte på ishotellet oppe ved Kiruna om vinteren. Jeg har kun været der om sommeren. Så kunne jeg også tage en tur på snescooter, det kunne være fedt. Ja, tage på nogle rejser, få andre til at gøre tingene for mig. Jeg har mange vilde planer og skøre ideer,” siger hun og fortsætter: 

”Jeg ved jo godt, at jeg skal nyde det. Det kan godt være, at jeg er gammel på papiret og at min krop er gammel, men jeg er ikke gammel af sind. Der er jeg stadig 18 år – og så læg lige 10 år til, når vi taler om fornuften,” griner den – af sind – unge dame. 

Hun har også nogle mere håndfaste og praktiske ting, hun vil bruge sin nye formue på: 

”Først og fremmest skal vi have en ny varmepumpe, så vi får den up to date. Og så overvejer jeg at skifte min bil ud. Den er ikke synderligt gammel, men nu vil jeg have lidt luksus. Mine brødre har mobbet mig i så mange år med mine biler, så nu kan jeg drille dem med den fede bil, jeg kan købe,” siger hun med et grin. 

Haven trænger ærligt talt også til en omgang, og det kan jo normalt godt være lidt hårdt for en gammel krop at ligge på knæ og luge ukrudt, men... intet problem: 

”Jeg vil hyre en gartner til min forhave, og så sidde og drikke kaffe og kigge på, at han arbejder,” siger hun.

Læs også

Dejligt nyt til 18.500 danskere: Får penge tilbage

 

 

Dagens Gossip