Her har coronaen haft en positiv effekt: Rekord få er blevet ramt

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Coronavirussen har i den grad ramt alle dele af samfundet. Heldigvis er der også noget, virussen har haft en positiv effekt på.

Antallet af lomme- og tasketyverier er faldet med 69 pct., når man sammenligner månederne april, maj og juni 2020 med samme måneder året før. 

Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse. 

Det har nemlig været rigtig svært at være lomme- og tasketyvene i den seneste tid. Covid-19 har betydet aflysninger af store arrangementer, og derudover er vi blevet bedt om at være ekstra gode til at holde afstand til andre mennesker.

Læs også

Nu lukkes millionby ned

Det har betydet, at der kun blev anmeldt rundt regnet 2.000 lomme og tasketyverier i 2. kvartal 2020, hvilket er rekord få og 69 pct. færre end i samme periode året før, hvor politiet modtog knap 6.600 anmeldelser.

”Det typiske niveau for lomme- og tasketyverier i 2. kvartal har ligget på knap 8.000 anmeldelser, når man kigger på gennemsnittet de seneste 5 år,” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Isabell Bang Christensen og forsætter:

”Det store fald vidner altså om, at lomme- og tasketyvene har haft særdeles svært ved at begå sig i en virkelighed med afstandskrav, med færre som bruger den offentlige transport og uden store offentlige arrangementer såsom koncerter.”  

Det største fald er sket i København

Det største fald i antallet af anmeldte lomme- og tasketyverier er sket i Københavns Kommune, hvor antallet af anmeldte lomme- og tasketyverier er faldet med knap 2.900, når man sammenligner 2. kvartal 2019 med 2. kvartal 2020. Det svarer til et fald på 76 pct.

Næsten halvdelen (45 pct.) af alle anmeldelser om taske- og lommetyveri kom fra Københavns Kommune i 2. kvartal 2020.

Aalborg Kommune har i absolutte tal set det næststørste fald på 165 anmeldte lomme- og tasketyverier, hvilket svarer til et fald på 79 pct. Blot 2 pct. af 2. kvartal 2020’s anmeldelser kom fra Aalborg.

Du kan se, hvordan udviklingen har været i din kommune i tabellen nederst i denne artikel, hvis du klikker her.

Læs også

DMI: Nu kommer sommeren - Op til 30 grader

 

 

 

Dagens Gossip