Corona har sat en kæp i hjulet for mange danskere, også når det gælder om muligheden for at gå til kiropraktoren.
Lige nu læser andre
Den 11. marts lukkede store dele af Danmark ned. Der blev hængt et lukket skilt i rigtig mange butikker, og hjemmearbejde blev en del af arbejdslivet for mange.
Det var også slut med at gå til kiropraktoren medmindre man havde en kritisk lidelse. Fra den ene dag til den anden blev der stille i klinikkerne og de fleste medarbejdere blev sendt hjem.
Læs også
Men den stilhed varede kort, skriver Dansk Kiropraktor Forening i en pressemeddelelse.
“Det var ikke en sjov tid, for ingen vidste, hvad næste dag ville bringe. Vi mistede op mod 90% af omsætningen henover marts-april og jeg kender til klinikker, der virkelig var udfordret på økonomi til lønninger og husleje. Heldigvis havde vi allerede før Covid-19-pandemien fokus på, at kunne overholde myndighedernes hygiejnekrav og med indførelse af afstandskrav, stod patienterne klar til at besøge os, så snart det var muligt igen,” siger Lone Kousgaard Jørgensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening.
Antallet af nye patienter stiger
I maj, lige efter genåbningen, blev der sat en lille patientrekord og i juni steg antallet af nye patienter med 12 % ifht året før. Sammenlagt har kiropraktorerne i løbet af årets første 6 måneder oplevet en patienttilbagegang på ca 8 %.
“Vi kan virkeligt mærke, at der lige nu er et stort behov for behandling og vejledning ovenpå måneder med hjemmearbejde og inaktivitet. Vi fornemmer også, at flere læger har fået øjnene op for kvaliteten i kiropraktorpraksis. Vi har også haft en del patienter som har været nødt til at udskyde deres behandling på grund af coronaen, og som nu er i ret dårlig forfatning og virkelig har brug for vores hjælp” siger Lone Kousgaard Jørgensen og fortsætter:
“Lige nu oplever vi, at smittetallet stiger lokalt. Min bekymring er, at borgere i de områder hvor der er mere smitte begynder at aflyse den behandling, de har brug for, fordi de tror at det kan være farligt. Ikke kun hos os kiropraktorer, men i hele sundhedsvæsenet. Derfor er det vigtigt, at vi får fortalt patienterne, at vi har styr på hygiejnen og at vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer,” slutter Lone Kousgaard Jørgensen.