Inden længe sker det: Lidl gør det igen

Skrevet af Emil Martesen

20/12/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Lidl gør det igen - og det finder sted over hele Danmark.

Mest læste i dag

Nu står det klart, at Lidl for sjette år i træk donerer overskudsmad til den sociale hjælpeorganisation ‘Blå Kors’. 

Det sker i kølvandet på, at de har modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp. 

Og hjælpen finder sted over hele Danmark. 

Det oplyser de i en pressemeddelelse

I takt med at flere husholdninger har mærket prisstigninger, er antallet af ansøgninger til julehjælp steget, og i slutningen af november havde Blå Kors Danmark modtaget over 12.000 ansøgninger fra økonomisk trængte familier. 

Derfor gør samarbejdet mellem dagligvarekæden Lidl og Blå Kors en stor forskel – igen i år. 

Humlen er, at Lidl donerer overskudsmad fra 20 af kædens butikker, der holder julelukket. Mad, som Blå Kors og deres frivillige uddeler tilværesteder og trængte familier i 16 forskellige Blå Kors-tilbud på tværs af Danmark. 

Hjælpen vækker også glæde hos generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre, der påpeger følgende: 

“Der er ingen tvivl om, at overskudsmaden fra Lidl falder på et virkelig tørt sted i år. Mange familier og enlige kæmper hver dag med at få pengene til at række, og det er kun blevet forstærket af inflation og energikrise, så for dem er det en stor hjælp. Vi ved, at mange er så pressede på økonomien, at de springer måltider over for at kunne have råd til de mest basale ting, så uddeling af gratis overskudsmad vil helt sikkert sprede juleglæde”. 

Lidl og Blå Kors Danmark har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild og give en håndsrækning til trængte danskere – et samarbejde, der giver ekstra meget mening i højtider som julen, afslører adm. direktør i Lidl, Jens Stratmann: 

”Det er en virkelig trist udvikling, vi ser, hvor mange danskere har svært ved at få det hele til at hænge økonomisk sammen i julen. Det understreger i den grad meningen i det samarbejde, vi har med Blå Kors og deres fantastiske frivillige, hvor vi sammen hjælper til, at flere får mad på tallerkenen i juledagene og samtidig kan minimere madspild”. 

Frivillige fra Blå Kors afhenter poserne med overskudsmad efter lukketid lillejuleaften fra forskellige Lidl-butikker rundt i Danmark.  

Udover overskudsmad har Lidl bidraget med gavekort på en samlet værdi af 100.000 kr. til kædens butikker, som Blå Kors uddeler som en hjælp til gaver og julemad til familier med hjemmeboende børn under 18 år, hvor der er en forælder på overførselsindkomst. Dagligvarekæden har derudover givet økonomisk støtte til Blå Kors Danmarks julelejre.