Inger Støjberg har afsonet sin dom

Skrevet af Henrik R

25/05/2022
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg har afsonet sin dom, og dermed har hun fået fjernet sin fodlænke.

Dagens topnyheder

Fredag den 20. maj fik den tidligere Folketingspolitiker Inger Støjberg sin fodlænke af.

Det skriver SE og HØR.

"Jeg havde ærligt talt et behov for lige at kunne være sammen med nogle folk, som jeg gerne ville være sammen med, og at kunne gøre, hvad jeg ville. Så jeg valgte at holde det lidt for mig selv," udtaler hun ifølge SE og HØR.

Inger Støjberg afsonede 60 dages fængsel for at give ulovlige instrukser til at adskille asylpar.

I stedet for at afsone dommen i en fængselscelle, afsonede hun i fodlænke, så hun kunne forsætte med at arbejde.

Det er ikke længe siden, at Inger Støjberg blev fyret som klummeskribent på Ekstra Bladet efter mindre end fire måneder. Efter kort tid som ledig, stod en ny jobmulighed for døren, hvor hun stadig skal formulere sig.

Hvor det før var skriftligt, er det nu som fast debattør i et politisk radioprogram kaldet "Det blå hjørne", som Avisen Danmark og Radio4 står bag. Det er hun sammen med Alex Vanopslagh, der er leder af Liberal Alliance.

Hun er dog stadig politisk med henvisning til samarbejdet mellem hende og Kristian Thulesen Dahl.

Hvorvidt de to skal arbejde sammen efter folkeafstemningen den 1. juni, vides ikke.

"Det her handler om folkeafstemningen. Og så må vi se, hvad der kommer til at ske efter det. Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke har mistet lysten til dansk politik," fortæller hun.

Inden da holder Inger Støjberg en "takkefest" for de personer, der har støttet hende i forbindelse med sagen.

At hun nu er uden fodlænke, skal selvfølgelig fejres.