IT-fejl på Storebæltsbroen gjorde Morten til spøgelsesbilist: Jeg kunne være endt i en kiste

Skrevet af Mathias Madsen

01/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En IT-fejl på Storebæltsbroens mobile autoværn onsdag eftermiddag kunne have resulteret i en meget alvorlig ulykke.

Dagens topnyheder

De seneste par år har Storebæltsbroen haft et mobilt autoværn, som kan bruges til at sende trafikken over i den modsatte vejbane, når der for eksempel er vejarbejde, eller når der er sket en ulykke på broen. 

Det får trafikken til at glide hurtigere og bedre i pressede situationer, men onsdag havde det nær skabt en ulykke, og det var noget, som kunne have kostet Morten Nikolajsen fra Næstved og flere andre livet.

Det skriver TV2 Øst

Onsdag eftermiddag var en IT-fejl på broens mobile autoværn nemlig skyld i, at Morten pludselig blev spøgelsesbilist mod hans vilje. 

"Det kunne have endt med, at jeg og en masse andre kom hjem i en kiste," lyder det torsdag fra den chokerede bilist. 

Pludselig spærrede autoværnet vejen

Omkring klokken 13:20 kørte Morten mod Sjælland, og da han havde passeret Sprogø blokerede det mobile autoværn pludselig for vejen. 

Morten undrede sig og sænkede farten, men fulgte herefter hurtigt vejens forløb over i den vestgående bane. 

"Jeg tænkte, at det var helt normal procedure, og at der var sket et eller andet," har Morten forklaret og uddybet, at han forventede, at Sund & Bælt havde styr på det. 

Derfor fulgte han vejens forløb, men der gik ikke længe, før Morten opdagede, at der bestemt ikke var styr på det.

Efter kort tid kunne han nemlig se, at biler kom kørende med op mod 110 km/t imod ham, og han stoppede derfor op og blinkede efter de modkørende bilister. 

"[...] hvis jeg var blevet holdende der, var det ikke endt så godt, som det gjorde," har han udtalt om den skræmmende oplevelse, som heldigvis forløb uden uheld. 

Morten begyndte nemlig at bakke væk og over i den korrekte vejbane, og medarbejdere fra Sund & Bælt opdagede nogenlunde samtidig fejlen og lukkede derfor autoværnet, så andre biler ikke havnede i samme situation. 

Siden har Sund & Bælt bekræftet hændelsen, som man tager meget alvorligt. 

Virksomheden er derfor ved at undersøge hændelsesforløbet, som formentlig skyldes en IT-fejl, ligesom de har undskyldt over for Morten Nikolajsen. 

Det har Bjarne Jørgensen, der er direktør for drift og vedligehold, forklaret.