Jeppe Kofod melder ud: Det skal ikke blive ved snakken

Skrevet af Mathias Nielsen

01/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Udenrigsministeren har en klar målsætning for den kommende konference.

Dagens topnyheder

Verden er for tiden ganske usikker. Der er krig i store dele af verden, og siden slut februar har der også været krig i Europa. Det har fået mange lande til at opruste rent militært.

I flere år har det modsatte ellers været tilfældet i mange lande. Det har i flere år også været planen at nedruste verdens lager af atomvåben.

Dog er det ikke helt gået efter planen. For eksempel er Nordkorea igen gået i gang med at udvikle atomare våben.

I dag menes der at være ni atommagter i verden:

Det er USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Indien, Israel, Pakistan og Nordkorea.

Men det er særligt Ruslands invasion af Ukraine, som har har gjort det endnu vigtigere, at Danmark er med, når verdens største konference for nedrustning af atomvåben starter mandag ved FN's hovedkvarter i New York, USA. Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Målet er jo ultimativt en verden uden atomvåben. Men som det ser ud nu, er der jo en række lande, der har atomvåben, og derfor er det vigtigt, at de lande også drøfter, hvordan vi kan få nedrustet, siger udenrigsministeren ifølge TV 2.

Konferencen handler om NPT-traktaten (Traktat for ikkespredningen af atomvåben), som blev indgået af størstedelen af FN-landene for 52 år siden. Traktaten er verdens største aftale om nedrustning af atomvåben.

Jeppe Kofod skal komme med et indlæg på vegne af alle de nordiske lande.

- Konkret er det vigtigt for mig at øge samarbejdet, både imellem de lande, der har atomvåben, så man får nedrustet, men også imellem de lande, der ikke har, så vi undgår spredning, siger han.

Udenrigsministeren fortæller desuden, at det for ham er vigtigt at det ikke bare bliver ved snakken. 

- For mig er det vigtigt, at det ikke bare er snak, men at der sker reel fremdrift og handling.