En ny opgørelse fra FOA viser en chokerende forskel.
Lige nu læser andre
Forskellen på livskvalitet i alderdommen kan afhænge af noget så simpelt som din adresse.
En ny analyse fra fagforbundet FOA viser markante uligheder i tildelingen af hjemmehjælp blandt ældre borgere i Region Hovedstaden.
Ifølge undersøgelsen, der ser på hjemmehjælp i 2024, er der stor variation i, hvor mange timers hjælp ældre over 67 år modtager ugentligt – alt efter hvilken kommune de bor i. I Vallensbæk og Herlev kommune modtager de ældre i gennemsnit henholdsvis 4,6 og 4,5 timers hjælp om ugen. Til sammenligning tildeles ældre i Glostrup Kommune kun omkring 2 timer om ugen – mindre end det halve.
Hjemmehjælpen omfatter både personlig pleje, praktiske gøremål og madservice, og ifølge FOA er forskellen for markant til at kunne forklares alene med demografiske eller organisatoriske forhold.
Tanja Nielsen, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, kritiserer skarpt uligheden i en skriftlig udmelding:
Læs også
“Det er en kolossal forskel. Det går virkelig ikke. Der kan selvfølgelig være gode grunde til, at der er forskel fra kommune til kommune. For eksempel hvordan man prioriterer mellem plejehjem og hjemmepleje i kommunen, eller hvordan aldersfordelingen er blandt de ældre, der modtager hjemmehjælp.”
Hun fortsætter med at understrege, at selv velbegrundede forskelle ikke ændrer ved det overordnede billede:
“Uanset hvad man kan komme på af forklaringer, så blotlægger de her tal en uhyggelig vilkårlighed i, hvilken hjælp den enkelte ældre kan få, alt efter hvor de er så heldige eller uheldige at have postnummer – den ulighed kan vi ikke være bekendt.”