Det er lønningsdag, og i morgen er det nytårsaften.
De to ting lagt sammen har fredag eftermiddag skabt et mindre kaos hos hypermarkedet Bilka i Vejle, hvor rigtig mange lokale i dag har valgt at handle, formentlig på grund af morgendagens store festaften og den dertilhørende søndag, hvor mange butikker holder lukket.
I et opslag i den lokale Facebook-gruppe “Det sker i Vejle” retter Peter Jakobsen stor kritik af den bilkø, han selv holder i.
- Bilka- hold jer væk hvis ikke I har et par timer til at holde i kø - for dårligt Bilka Vejle, det kan I gøre bedre i det nye år, skriver han til billedet i opslaget.
I kommentarfeltet er det dog ikke alle, som er lige enige med den tydeligt frustreret Peter.
- For nu er det jo Bilkas skyld at du, og alle andre, valgte at handle i dag. Det er deres skyld du ikke har fået handlet ind i god tid og valgte at køre derhen hvor ALLE andre handler i dag. Men til den positive side - jeg tænkte på dig imens jeg kørte forbi med et smil på læben, ned til Lidl hvor der næsten ingen mennesker var og masser af ledige parkeringspladser, skriver en Morten.
Berit kan ikke se, hvad Bilka skal gøre ved den lange kø.
-Hvad har du tænkt dig Bilka skal gøre ved det ? folk har fået løn i dag og vil gerne handle.