Kæmpe trold skal flytte: Nu kan 'han' blive din

Skrevet af Mathias Madsen

24/06/2022
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Hvis du altid har drømt om at have en flere meter høj træ-trold stående i baghaven, så er det nu, du skal slå til.

Mest læste i dag

I 2020 planlagde kunstneren Thomas Dambos at opstille 25 kæmpe træ-trolde forskellige steder i verden, men da coronapandemien satte en stopper for hans plan, valgte han i stedet at arrangere Troldefestival i Danmark. 

I den forbindelse fik han med hjælp fra frivillige fremstillet 10 enorme trolde af genbrugstræ, som blev stillet forskellige steder i Danmark.

Én af dem er trolden Ivan Evigvår, som normalt står på Stejlepladsen i København. 

På pladsen skal et byggeri dog snart i gang, og det betyder ifølge TV2 Lorry, at Ivan skal have et nyt hjem, og hvis du er heldig, kan du faktisk få ham til at stå i din baghave. 

"Jeg synes, det er trist, at den skal ned. Grunden til dens placering var, at det var et fantastisk sted – et skævt sted. Det var for at hylde stedet. Jeg tror, der er mange, der er kede af, at den skal flytte," har Dambos udtalt om flytningen, som han dog har accepteret. 

Derfor har han besluttet, at det skal være muligt for danskerne at være med til at vælge, hvor trolden fremover skal stå. 

Der er dog nogle krav for Ivans nye hjem. 

"Man skal være opmærksom på, at Ivan er en gammel trold, og den ikke har de længste ben. Han skal have hjælp til at blive flyttet, og den kan have brug for lidt kærlighed. Den har brug for olie og en skrue en gang imellem," har kunstneren således forklaret og uddybet, at man også skal være opmærksom på, at Ivan er et offentligt kunstværk. 

Det betyder, at offentligheden skal have adgang til det sted, hvor Ivan kommer til at stå. 

Hvis man vil have ham stående i sin baghave, skal man altså være klar på, at fremmede mennesker skal have lov til at gå rundt i haven. 

Er man alligevel interesseret, kan man ansøge om at blive troldens nye vært ved at trykke her.