Kamp i Aserbajdsjan på lørdag: Vilde danske fans bruger 350.000 kroner

Skrevet af Julie Møller

01/07/2021
Danske fans til VM i Rusland i 2018. Foto: Shutterstock.
Danske fans til VM i Rusland i 2018. Foto: Shutterstock.
Seks danske EM-fans har brugt 350.000 kroner på en tur til Aserbajdsjan.

Dagens topnyheder

Lørdag aften spiller fodboldlandsholdet EM-kvartfinale i Baku mod Tjekkiet.

Der er nok mange fodboldglade fans, der har googlet rejserestriktioner og flyafgange i forhold til at tage turen til hovedstaden i Aserbajdsjan. 

For seks EM-fans er det ikke blevet ved tanken. De er hoppet på et tilbud fra Herning Helicopters, der inkluderer transport tur/retur med jetfly, fri bar, kaviar, tre retters gourmetmad om bord og kvartfinalebilletter til kampen. 

Det skriver TV Midtvest.

Turen koster 350.000 kroner, og det er seks fodboldglade mænd, der skal afsted.

“Det er en flok midaldrende herrer. Der kommer til at være gang i den. De lød ikke som nogle kedelige typer, så de skal nok få det vildt,” lyder det fra Stephan Erlandsen, der er indehaver af Herning Helicopters.

Danskerne tror på det

Mon ikke de seks fodboldfans forventer en dansk sejr og fest, når der bliver købt en tur til 350.000 kroner. 

Det er de ikke de eneste danskere, der tror på. Når kampen er færdigspillet lørdag aften, så har det danske herrelandshold vundet. Det må være konklusionen, når man ser på, hvordan Oddset-spillerne har spillet på kampen.

85 procent af alle de indskud, der er lavet på udfaldet af kampen, er sat på en sejr til Danmark, skriver Danske Spil. Og det er endda efter den ordinære spilletid. Altså ikke noget med omkamp og straffesparkskonkurrence for at komme blandt de sidste fire til EM.

Danmark spiller EM-kvartfinale mod Tjekkiet i Baku i Aserbadsjan kl. 18 lørdag. Kampen bliver vist på DR.