Kommune skal spare millioner: Ældre må blive i sengen til over middag

Kristine Bugbee

365 uger siden

|

23/07/2017
Vordingborg Kommune skal spare mellem 10 og 20 millioner kroner i det kommende budget, og det kan komme til at ramme kommunens ældre borgere hårdt.

Dagens topnyheder

Vordingborg Kommune forsøger netop nu at finde ud af, hvor sparekniven skal svinges, når det kommende budget skal barberes ned med op mod 20 millioner kroner.

Flere kontroversielle forslag er landet hos kommunalbestyrelsen, hvor bølgerne går højt, skriver TV 2. Blandt andet lyder et forslag, at ældre borgere skal blive liggende i sengen i længere tid. 

Udspillet fra socialudvalget lyder, at ældre højst kan forvente at komme ud af sengen én gang dagligt. Enten må de vente med at komme op til efter middag, ellers kommer de ikke ud af sengen igen efter middagsluren. 

Men ifølge socialudvalget i Vordingborg Kommune vil yderligere besparelser på ældreområdet gøre livet uværdigt for de ældre. Og Seniorrådet tager ligeledes afstand fra forslaget, som bliver kaldt 'fuldstændig forkasteligt'.

Formanden for socialudvalget ønsker ikke selv, at forslaget bliver vedtaget:

- Vi er blevet pålagt at komme med nogle bud på, hvor vi vil spare, og det er vi så kommet med. Men vi er simpelthen så pressede på det her område, at de eneste seriøse forslag, vi kan komme med, de vil få alvorlige konsekvenser, siger formanden for socialudvalget i Vordingborg Kommune, Heino Hahn fra DF, til TV 2.

- Vi er ikke interesserede i, at det her bliver en realitet, men vi er nødt til at vise, hvad virkeligheden er, hvis kommunalbestyrelsen vælger at spare på socialområdet. Og vi er så økonomisk pressede, at besparelserne vil ramme helt basal pleje, siger Heino Hahn til TV 2. 

Helle Linnet er direktør for social og arbejdsmarked i Vordingborg Kommune. Hun bekræfter, at 'hver en sten er blevet vendt' for at finde ud af, hvor der kan spares. Hun siger, at kommunen nu er helt derude, hvor der ikke er flere 'blide besparelser' at give af. 

Helle Linnet tilføjer, at hun på ingen måder håber, at forslaget bliver en realitet. 

Kommunalbestyrelsen skal mødes i september måned, hvor det endeligt skal bestemmes, hvor der skal spares. 

Det endelig beløb, der skal spares, bliver offentliggjort, når staten er færdig med at regne på de kommunale tilskud efter sommerferien.

Forslaget fra socialudvalget i Vordingborg Kommune kommer kun få dage efter et andet kontroversielt udspil. Hørsholm Kommune skal snart tage stilling til, om ældres sengetøj fremover kun skal vaskes hver tredje uge