Mange unge danskere stifter hvert år bekendtskab med forsvaret gennem værnepligten.
For de fleste bliver det ved de første måneder i uniform.
Men for H.K.H. Kronprinsen er det kun begyndelsen.
Det danske kongehus har traditionelt været tæt forbundet med forsvaret, og flere medlemmer af kongefamilien har gennem tiden gjort tjeneste i militæret.
Efter flere måneders intens tjeneste ved Gardehusarregimentet har Kronprinsen netop afsluttet en af de mest krævende øvelser i værnepligtens program - den traditionsrige REX-tur.
Med sin gennemførelse har han opnået retten til at bære det eftertragtede REX-mærke – og kan nu kalde sig gardehusar.
Store planer for fremtiden
REX-turen, som fandt sted i midten af maj, er kendt som en af de hårdeste udfordringer for regimentets værnepligtige.
Øvelsen strakte sig over fire døgn og bestod af to faser. Først skulle deltagerne etablere beredskab og bevogtning, efterfulgt af en række komplekse opgaver under fysisk og mentalt krævende forhold.
Deltagerne bar fuld udrustning og marcherede omkring 50 kilometer. Som næstkommanderende i sin deling tilbagelagde Kronprinsen hele 65 kilometer – kun på én feltration og med minimal søvn.
Ved afslutningen af turen modtog han – ligesom sine medværnepligtige – det symbolske REX-mærke, som bevis på gennemført indsats og viljestyrke.
Kronprinsen afslutter sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i slutningen af maj.
Herefter venter næste kapitel i hans militære rejse - løjtnantsuddannelsen. Uddannelsen begynder i august 2025 og varer ét år.
Den afrundes med en praktisk periode, hvor Kronprinsen skal fungere som delingsfører.
Du kan se et udklip af billeder fra kronprinsens tur herunder: