Kristian Jensen om højere pensionsalder: 'Det er en skånsom løsning'

Kristine Bugbee

384 uger siden

|

03/03/2017
Indland
Kristian Jensen ser det som en nødvendighed at hæve pensionsalderen.
Kristian Jensen ser det som en nødvendighed at hæve pensionsalderen.
Kristian Jensen forklarer i et stort interview med Ugebrevet A4, hvorfor han anser det som nødvendigt at sende danskerne et halvt år senere på pension. Valget står mellem velfærdsforringelser eller højere pensionsalder, siger finansministeren.

Dagens topnyheder

Spørger man Kristian Jensen, hvorfor det er nødvendigt at sende danskerne senere på pension, så fortæller han, at det er den mildeste metode. Der skal findes 33 mia. kroner, og at hæve pensionsalderen er den løsning, der gør mindst ondt:

- Hvis mine børn kommer og banker på min dør og spørger: 'Far, hvad lavede du egentlig dengang du sad i finansministeriet for at undgå, at vi dag vi skal slås med så store underskud,' så vil jeg gerne kunne sige til dem, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at bevare vores velfærdsydelser på den mest skånsomme måde.

Det siger finansminister Kristian Jensen til Ugebrevet A4.

Ifølge finansministeriets egne tal vil der i 2040 mangle 33 milliarder i statskassen. Og de penge vil regeringen hellere skaffe via en forhøjet pensionsalder end ved reformer, som gør endnu mere ondt på danskerne. 

Regeringen foreslår derfor, at pensionsalderen bliver hævet med et halvt år fra år 2025. På den måde kan vi beholde den fri og lige adgang til uddannelse, hospitaler og ældrepleje. Det gælder om at handle nu, hvis vi ikke skal give køb på vores velfærdsydelser, forklarer Kristian Jensen.

Finansministeren lover til gengæld at finde en løsning, når det gælder nedslidte lønmodtagere:

- Jeg kan rigtig godt forstå, at der er mange, der synes, at de har arbejdet lang tid, og jeg kan godt forstå, at mange synes, at de har arbejdet med nogle hårde ting undervejs. Det er ikke min intention at de skal arbejde mere, siger Kristian Jensen til Ugebrevet A4.

LO-formand Lizette Risgaard og formand for 3F Per Christensen er begge uenige med Kristian Jensen i, at det er en absolut nødvendighed at hæve pensionsalderen. 

- Vi er ikke enige med finansministeren i, at vi kommer til at mangle penge. Danmark har en sund økonomi og ikke nogen brændende platform. Derfor er der heller ikke overhovedet brug for at hæve pensionsalderen yderligere, siger Lizette Risgaard til Ugebrevet A4.

Hun mener i stedet, at det er regeringens måde at finansiere de lovede skattesænkninger på.

Læs hele interviewet her.