Kvinde fra Frederikshavn fik vildt opkald midt i lørdagskrimien

Skrevet af Julie Møller

10/09/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
"Jeg kunne slet ikke forstå det, og det kunne min mand heller ikke," fortæller kvinden, der lørdag aften fik et vildt opkald.

Dagens topnyheder

En kvinde fra Frederikshavn var lørdag aften ved at få kaffen galt i halsen, da hun sad og hyggede foran skærmen ved 21.30-tiden.

Telefonen ringede, og da hun tog den, var der en medarbejder fra Danske Spil i den anden ende af forbindelsen. Med en glædelig besked, om at hun var en af de heldige vindere af Millionærgarantien i Lotto.

"Jeg blev meget overrasket, for medarbejderen ringede, mens jeg sad og så krimi," fortæller hun grinende til Danske Spil.

Den glade nyhed delte hun straks med sin mand.

"Jeg plejer slet ikke at vinde så mange penge. Jeg kunne slet ikke forstå det, og det kunne min mand heller ikke," siger nordjyden, der er gået på efterløn.

Sammen med sin mand har hun allerede planlagt, hvad gevinsten skal bruges på, og en god del af millionen er allerede brugt.

"Vi har brugt den ene halvdel på at betale huset ud, så det er jo dejligt, at vi ikke behøver at tænke på det mere. Og så er planen, at resten skal investeres, og så skal jeg have mig nogle nye tænder," fortæller den nybagte millionær.