Efter en hård opbremsning og to påkørsler holdt Lars Werge tirsdag på Storebæltsbroen som forreste bil i det uheld, som endte med at spærre broen i omkring 40 minutter.
Selvom det var en rigtig trist situation, så er Lars yderst taknemmelig og glad for den indsats, som beredskabet i form af politiet, Falck og andre, som hjalp i timerne efter færdselsuheldet.
Uheldet sker, da Lars Werge, der er tidligere formand for Dansk Journalistforbund, og i dag er mediepolitisk chef hos Dansk Erhverv og folketingskandidat for Socialdemokratiet, tirsdag er på vej til Vejle i Jylland.
Her skulle han være i nogle dage med sin kone, men på vejen over Storebælt går det altså galt.
Trafikken går pludselig i stå, hvorfor Lars med det samme trykker på bremsen. Han når præcist at bremse i tide, så han ikke rammer bilen foran.
Uheldigvis kan han i bakspejlet se en bil komme nærmere, og den rammer bagenden på Lars’ bil. Det samme gør en anden bil kort tid efter. Lars og hans kone kom heldigvis ikke til skade, men han er meget taknemmelig for politiets arbejde.
- Særlig betjentene var virkelig gode i situationen. Tre familier, deraf de to med små børn i bilerne, og en juletrafikdag, der er gået helt skævt. Det kræver sin betjent, og den unge mand, der tog styringen, var venlig, lyttende, forstående, havde overblik og tog rapport, samtidig med at han og kollegerne havde øje for udfordringerne for os alle: Stress, chok, sorg, forvirring. Det var til UG, forklarer Lars Werge til Avisen Danmark.
Også Falck får ros med på vejen.
Den Falck-medarbejder, som kom og hentede den ramponerede bil, havde nemlig overskud til at tage Lars Werge og hustruen med til Odense, hvor de kunne få en lånebil - selvom han efterfølgende skulle tilbage mod Københavnsområdet med den ødelagte bil.