Vi har alle sammen prøvet det.
Når man åbner sin mailboks, ligger der af og til en mail fra en fremmed mailadresse, hvori en person afslører, at man har vundet eller arvet en større pengesum, og at man blot skal svare med nogle forskellige oplysninger for at få pengene udbetalt.
De fleste af disse mails skriger langt væk af svindel, ligesom det oftest ér svindel, og det er derfor de færreste, som reagerer.
Normalt sletter Lars Andersen også sådanne mails, men der var alligevel et eller andet, der gjorde, at han forleden svarede, og det er han ekstremt glad for den dag i dag.
"Jeg fik mine datakyndige venner til at tjekke den [red. mailen]. Jeg tænkte 'det her er for åndssvagt, det er garanteret fup'. Selvfølgelig er man i tvivl [...]," har han således udtalt til B.T. og forklaret, at han normalt sletter sådanne mails.
Lars besluttede dog i fællesskab med hans "datakyndige venner," at svare på mailen, som påstod, at han havde vundet $10.000 (75.000 kroner) i en konkurrence, og at han blot skulle sende sine oplysninger til afsenderen, og det viste sig at være en rigtig god ide.
Den var nemlig god nok.
Afsenderen var nemlig ingen ringere end YouTuberen Jimmy Donaldson, bedre kendt som 'Mr. Beast', som er en af verdens absolut største YouTubers.
Den unge mand har således en YouTube-kanal med næsten 100 millioner abonnenter, hvor han ofte deler enorme pengepræmier og andet ud til tilfældige følgere eller deltagere i konkurrencer, som han arrangerer, og én af disse vindere er altså Lars Andersen, som var med i én af Mr. Beast's mange konkurrencer helt uden selv at vide det.
Artiklen fortsætter under videoen
Vidste ikke, at han deltog
Mr. Beast havde lavet en talentkonkurrence, hvor han havde samlet videoer af 20 af de mennesker, som han mener, er de mest talentfulde på Jorden, og én af disse var danske Lars Andersen, som er ualmindelig god til at skyde med bue og pil.
Faktisk så god, at han vandt konkurrencen og dermed også pengepræmien på de $10.000, som han har fået bekræftet af firmaet bag 'Mr. Beast vil gå ind på hans konto inden længe.
Lars har fortalt, at det er "skide sjovt," at vinde pengepræmien, selvom det var lidt "en mærkelig ting."
"Jeg tænker, det bliver sådan nogle 'funny money'," har bueskytten, som selv har en YouTube-kanal (@larsandersen23) med 610.000 følgere, desuden udtalt.
Herunder kan én af Lars' mange videoer, hvor han viser sine imponerende evner, ses: