Mange danskere benytter sig dagligt af kosttilskud, men nu advarer Fødevarestyrelsen forbrugere mod at indtage det farlige stof, 2,4-dinitrophenol (DNP).
Stoffet er et gult pulver, som enten sælges i pulverform eller i kapsler, typisk på udenlandske hjemmesider, og som bruges til slankeformål, men også indenfor bodybuilderverden.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelsele.
I kombination med andre præstationsfremmende midler kan DNP dog give alvorlige bivirkninger, da det blandt andet ændrer forbrændingen i kroppen, hvilket øger kroppens temperatur, så man risikerer dødelig overophedning.
Fødevarestyrelsen har tidligere advaret mod stoffet, men er af de engelske myndigheder blevet gjort opmærksom på, at produkter med DNP fortsat kan købes på nettet. Det kan derfor ikke udelukkes, at danske forbrugere har købt produkter så som kosttilskud, der indeholder DNP. Siden 2015 er der alene i England mindst 13 personer, som er døde efter at have taget DNP.
Da stoffet omsættes forskelligt fra person til person, er det svært at forudsige, hvordan den enkelte reagerer på stoffet, men bare små mængder af DNP kan give en alvorlig forgiftning.
Hvis man har et produkt med et indhold af DNP, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man straks stopper med at indtage det, og at man kontakter sin læge, hvis man oplever pludselige bivirkninger.
Eventuelle rester af produktet kan afleveres til destruktion på apoteket.
Fødevarestyrelsen opfordrer generelt personer, der køber kosttilskud på nettet, til at være meget forsigtige med hvilke hjemmesider, de bruger. Søg grundig information om produktet, hvis det kun forhandles over nettet, men ikke sælges i almindelige butikker.