Mand dømt: Stjal cykler for over 1 million kroner

Skrevet af Mathias Nielsen

19/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En større sag har nu fået sin afgørelse.

Dagens topnyheder

Mange har prøvet at få stjålet en cykel. Det er desværre ikke så unormalt. Om tyvene tager dem til eget forbrug eller forsøger at sælge dem, varierer helt sikkert. En 40-årig mand har dog forsøgt sig med den sidste del. Det har indbragt manden mange penge og nu også en fængselsstraf, oplyser politiet.

Den 40-årige mand fra Odense er blevet idømt 1 år og 9 måneders fængsel for omfattende salg og besiddelse af stjålne cykler – primært dyre el-cykler. Der er tale om både hæleri og dokumentfalsk af særlig grov karakter.

De stjålne cykler blev videresolgt på dba.dk. Her har folk købt dem i god tro, da der intet mistænkeligt var ved salgene. Cyklerne var af den nu dømte blevet “hvidvasket”.

Det skete blandt andet ved at ændre på stelnummeret, så når en køber slog stelnummeret op i politiets cykelregister, så det ud som om, at cyklen ikke var meldt stjålet. 

”Den dømte havde mange cykler på lager, og formåede at overbevise køberne om, at der var reklamationsret på cyklerne, og at han i det hele taget drev en fuldt legal forretning. Det er derfor min opfattelse, at det har været så godt som umuligt for køberne at vide, at de faktisk købte en stjålen cykel”, siger anklager Sara Larsen.

Ydermere fik langt de fleste af køberne også en kvittering på deres køb, som også fremstod legitim med underskrift og stelnummer.

Sara Larsen fortæller, at der er tale om organiseret og meget groft hæleri samt dokumentfalsk.

Det er hendes klare opfattelse at manden har drevet en reel forretning på denne måde, og samlet set har været i besiddelse af værdier for omkring 1,4 millioner kroner.