Mand kastede sten mod McDonald's i Silkeborg: Kostede ham 20 dages fængsel og en udvisning

Skrevet af Mathias Madsen

24/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En række stenkast fik denne uge alvorlige konsekvenser for en litauisk mand, der nu er udvist fra Danmark.

Dagens topnyheder

Det danske retssystem bliver nogle gange kritiseret for at være for blødsødent, men det var ikke just tilfældet, da en 41-årig litauisk mand fredag blev idømt en hård straf. 

Den litauiske mand fik nemlig fredag ved et grundlovsforhør ifølge TV Midtvest en straksdom på 20 dages ubetinget fængsel, ligesom han desuden blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Årsagen? Han kastede torsdag omkring klokken 23 med nogle sten. 

Der er dog mere til historien. 

Stenene blev nemlig kastet mod McDonald's i Silkeborg, og tre af stenene ramte hver deres rude, som blev knust. 

Det betød, at den meget berusede lituater lavede skader for cirka 30.000 kroner, og da en politipatrulje fire minutter senere ankom til stedet, blev han derfor anholdt og sigtet for groft hærværk. 

Og det er altså den sigtelse, som nu har givet ham et indrejseforbud. 

"Han var for spirituspåvirket til, at vi kunne afhøre ham [...]," har Peter Justesen, der er politikommisær hos lokalpolitiet i Silkeborg, udtalt. 

Han har desuden forklaret, at politiet derfor endnu ikke ved, hvad manden lavede på Nørrevænget i Silkeborg, ligesom man heller ikke ved, hvorfor McDonald's-restauranten pludselig skulle være skydeskive. 

Den litauiske mand har ikke valgt at anke dommen.