McDonald's siger nej tak: Danskerne må vente

Skrevet af Nicolai Busekist

18/04/2021
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
McDonald's har ikke intentioner om at være blandt de restauranter, der kommer til at slå dørene op for indeservering fra onsdag.

Dagens topnyheder

Både restauranter, barer og caféer må fra onsdag slå dørene op for indendørs servering.

I denne forbindelse er der dog indført et politisk krav om, at gæsterne indenfor skal booke et bord seneste 30 minutter inden ankomst. Det er ensbetydende med, at gæsterne ikke vil kunne gå ind fra gaden, og sætte sig ved et bord.

Dette krav kan vise sig at være problematisk for flere typer spisesteder og beværtninger. Det er nemlig ikke hos alle restauranter, caféer mv., at man er vant til at håndtere bordreservationer for gæsterne.

En af de restauranter, der ikke er vant til dette, er McDonald's. Af denne grund har de besluttet sig for, at de ikke vil åbne op for, at deres gæster kan spise indendørs.

I stedet har de besluttet sig for, at de vil køre videre med take-away og drive-in, som de har gjort under hele nedlukningen. Havde man glædet sig til at nyde maden på en McDonald's-restaurant, kommer man derfor til at vente lidt endnu.

"Vi kommer ikke til at kunne håndtere bordreservationer på kort sigt og kan derfor desværre ikke åbne for indendørs siddepladser frem mod 6. maj," fortæller Pia Tobberup, der er kommunikationschef i McDonald's Danmark, til DR.

Dog bliver det tilladt for gæsterne at spise deres fastfood på de siddepladser, som en række af restauranterne har udendørs.

Foretrækker man i stedet at spise sin McDonald's-mad indendørs, er man nødt til at vente. Det indførte krav om bordreservation er foreløbigt gældende indtil 6. maj.