Det hænder af og til, at der gøres meget sjældne fund i de danske farvande. Det var netop det, som John Edis fra Kerteminde gjorde i sidste weekend.
Her gik han en tur ved Bøgebjerg Strand. En tur, han formentlig ikke vil glemme lige foreløbig.
John så nemlig en blæksprutte, som havde ti arme. Det er en blæksprutte-art, som slet ikke burde kunne leve på de danske breddegrader.
- Jeg tænkte, at det var et sjovt fund. Normalt går jeg bare og kigger efter forsteninger, men så lå den der og skvulpede, siger John Edis til TV 2 Fyn.
John tog blæksprutten med hjem i fryseren, og tog i går ud til Fjord & Bælt i Kerteminde for at aflevere blæksprutten i håb om at få mere information omkring det sjældne fund.
Hos Fjord & Bælt arbejder dyrepasser Kristian Jensen, som er meget interesseret i blæksprutter.
- Den er jo et top-eksemplar. Ti-armede blæksprutter kan smage med sugekopperne. Og så har den kløer, så den kan holde fast. Det har den ottearmede blæksprutte altså ikke, siger Kristian Jensen.

Foto: Privat
Indtil i dag har Fjord & Bælt kun registreret to fund af ti-armede blæksprutter på Fyn, og det skyldes saltindholdet, som ikke er ret højt omkring Fyn.
Ti-armede blæksprutter lever nemlig bedst i mere saltholdigt vand. Det er formentlig den seneste uges blæst, som har bragt blæksprutten fra Nordsøen og Skagerrak ned mod det fynske hav.
Kristian Jensen har allerede flere idéer til, hvad der nu skal ske med den sjældne blæksprutte.
- Vi laver et eller andet med den i vinterferien. Om det bliver dissektion eller en anden for for fremvisning, ved jeg ikke endnu. Men vi skal helt sikkert udnytte, at vi har fået sådan en fin blæksprutte ind, siger Kristian Jensen.