Forsvaret står øverst på ønskelisten i Statsministeriet, men nogen skal holde regnskabet.
For selvom ambitionen om at bruge markant flere milliarder på militær og sikkerhed lyder som noget, der kan sikre både nationens grænser og internationale muskler, er der stadig en basal udfordring: Hvem skal betale?
Statsminister Mette Frederiksen har meldt ud, at hun ønsker Danmark skal bruge hele 3,5 procent af BNP på militæret og yderligere 1,5 procent på øvrige sikkerhedsudfordringer. Det ville bringe Danmark op i den tunge ende af Nato-skalaen – men samtidig også presse den offentlige pengekasse til det yderste.
Ifølge økonomiprofessor Bo Sandemann fra Aarhus Universitet har Danmark allerede været tæt på målet, men kun takket være en ekstraordinær pose penge i form af Accelerationsfonden, som udløber i 2026. Når det midlertidige tilskud forsvinder, står landet tilbage med regningen – og uden en klar plan for, hvor pengene skal hentes.
“Hvis det samlede rådighedsbeløb bliver næsten fuldstændig opbrugt til de her forsvarsrelaterede udgifter, er der bare ikke flere penge til rådighed, medmindre man finder dem andre steder,” forklarer Sandemann ifølge B.T.
Han peger især på de demografiske forandringer som en tikkende udgiftspost, hvor ældrepleje vil kræve flere ressourcer, blot for at fastholde det nuværende serviceniveau. Og det kan blive svært, hvis budgettet allerede er brugt på jagerfly og radarer.
“Så på den måde kan det godt i sig selv give et pres i nedadgående retning på det oplevede serviceniveau for danskerne,” siger han.
Enten må skatterne op, eller også skal der skæres i velfærden. Ingen af delene er populære, men det er dér, valget ligger ifølge professoren. Forlader man sig på besparelser i den offentlige sektor, rammer det oftest de laveste indkomster. Omvendt vil en skattestigning kunne fordele regningen lidt mere ligeligt.
Og måske ender det, som det så ofte gør i dansk politik – med en god, pragmatisk blanding. Ifølge Sandemann “kunne man sagtens forestille sig,” at både skatteyderne og velfærdsområderne må spænde bæltet lidt ind. Når alt kommer til alt, er der kun så mange penge i statskassen – og de skal bruges med omhu, uanset hvor de lander.
