Monika købte fødselsdagskage til 300 kroner hos Lagkagehuset: 'Det var så pinligt'

Skrevet af Emil Ryttergaard

03/11/2017
Monika kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så den skuffende lagkage. Foto: Monika Grinberg/Privat
Monika kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så den skuffende lagkage. Foto: Monika Grinberg/Privat
44-årige Monika Grinberg fra København fik sig en kedelig overraskelse, da hun skulle hente en lagkage fra Lagkagehuset, som hun havde bestilt til sin treårige søns fødselsdagsfest.

Dagens topnyheder

Uanset om man selv bager, eller om man betaler sig fra det, så er det vigtigt, at der kommer en flot lagkage på bordet til en fødselsdagsfest. 

Særligt til en børnefødselsdag, hvor der gerne skal lyde et stort 'wow' fra gæsterne, når lagkagen bliver sat på bordet. Men sådan gik det ikke, da Monika Grinberg fra København skulle afholde sin søns treårige fødselsdag i starten af september.

- Gæsterne kom jo, og vi sad alle rundt om bordet, og så blev jeg nødt til at servere den kage. Det var så pinligt, siger Monika Grindberg til Dagens.dk.

Den 44-årige tandtekniker havde været forbi Lagkagehuset ugen forinden for at bestille en flot kage i anledningen af sønnens fødselsdag. 

- Jeg fik at vide, at man kunne bestille en almindelig lagkage, men også en med chokoladebunde, og der valgte jeg så chokolade. Jeg aftalte, at jeg skulle hente kagen om lørdagen klokken otte om morgenen, da gæsterne jo allerede kom klokken 11, siger Monika Grinberg.  

Men da dagen endelig stod for døren, skuffede Lagkagehuset fælt.

- Allerede klokken otte ringede de fra butikken og sagde, at jeg først kunne hente kagen klokken halv ti, og jeg fik gæster klokken 11, så allerede der blev jeg jo lidt presset.

Derfor måtte Monika Grinberg skynde sig, og hastede afsted for at hente kage og komme hjem igen og dække op. Men da kageæsken endelig blev åbnet, var det et meget trist syn, der mødte hende. 

Kagen så nemlig sådan ud:

Dette skuffende syn ventede Monika Grinberg, da kageæsken blev åbnet. Foto: Monika Grinberg

- Den var jo rigtig kedelig, og da jeg kigger på den, så ser den lidt fedtet ud. Marcipanen ligner noget, der er klasket sammen, og der er kun fem bær og to sørgelige druer på toppen. Det undrer jeg mig især over, da jeg fik den flotteste kage fra samme butik et år tidligere, siger Monika Grinberg til Dagens.dk og fortæller at hun gav omkring 300 kroner for kagen. 

Men lagkagen er faktisk en skuffelse hele vejen igennem, for det var slet ikke den kage, Monika Grinberg havde bestilt:

- Da vi skærer i den, så kan vi jo så se, at den ikke har chokoladebunde, men derimod helt almindelig bunde. Så ringede jeg ned til butikken. Men Monika Grinbergs kedelige oplevelse med kagen, lader ikke til at påvirke bagermesteren. 

- Da jeg henvender mig til butikken, får jeg at vide, at man slet ikke kan få en lagkage med chokoladebunde, og det forstår jeg ikke, for medarbejderen var ude at spørge flere gange, da jeg bestilte for at tjekke det, lyder det fra Monika Grinberg, hvis tålmodighed på dette tidspunkt er brugt op:

- Jeg kunne jo ligeså have købt en lagkage i Føtex, for så kan jeg jo se kagen på forhånd. Jeg ville jo aldrig købe sådan en kage, hvis den stod i butikkens vindue, siger hun til Dagens.dk.

Den kage Monika Grinberg bestilte sidste år, så sådan her ud, og den succes håbede hun at gentage.

Dette var den kage, som Monika Grinberg bestilte fra Lagkagehuset sidste år, som hun var meget tilfreds med. Foto: Monika Grinberg

'Sådan skal vores lagkager ikke se ud'
Da Monika Grinberg henvendte sig til Lagkagehuset med en klage, valgte de at beklage og tilbyde hende en ny lagkage. Men den kompensation, mener Monika Grinberg er for sølle, for da var fødselsdagsfesten allerede slut.

- Det virker som en bager eller konditor uden stolthed, når man kan sende den der ud og ikke tage det særlig tungt, når den er så grum. Men jeg køber ikke noget i den forretning mere. Jeg tør da ikke stå i sådan en situation igen.

Monika Grinberg lagde efterfølgende et billede af kagen på Lagkagehusets Facebook, hvor at hun også har fået en undskyldning - men stadig intet tilbud om at få sine penge igen.

- Vi er rigtig kede af, at lagkagen ikke levede op til vores standard - det er ikke i orden! Vi vil rigtig gerne tilbyde dig en kompensation for kagen, men også få undersøgt sagen, da vores lagkager naturligvis ikke skal se sådan ud. Du må meget gerne sende en mail til med information om hvilken butik, du købte lagkagen i. Så sender vi billede samt dit opslag videre til rette konditorchefen, og den rette butikschef kan tage kontakt til dig, så I kan aftale en kompensation, som vi håber, du vil tage imod, skriver Lagkagehuset på Facebook til Monika Grinberg.

Billedet af kagen på Facebook har fået andre brugere til at give Monika Grinberg ret i, at lagkagen slet ikke er lige så lækker og indbydende, som den bør være til den pris.

- Den ser godt nok fesen ud, skriver Astrid Jepsen.

- Det ligner lort. Gud, hvor pinligt - især når der er blevet betalt en formue for den. Men lagkagehuset er på ingen måde godt mere, det er snart alt man køber, hvor det er røveri ved højlys dag, skriver Michéle Tietze.

Dagens.dk har spurgt Lagkagehuset om, hvordan kagen kunne ende med at se ud, som den gjorde. Lagkagehuset svarer i en mail, at de er klar over, at kagen har skuffet Monika Grinberg, og at de fra begyndelsen har haft forståelse for hendes irritation. Lagkagehuset vil derfor gerne give Monika Grinberg pengene retur for kagen, hvis hun ønsker det.  

- Vi har ikke afvist, at Monika kunne få penge tilbage, og det er naturligvis muligt, at Monika kan få pengene tilbage, hvis det er det hun ønsker.

- Som vi også har skrevet i opslaget på Facebook, underrettede vi konditorchefen samt kvalitetschefen for at de kunne undersøge, hvordan kagen endte hos kunden. Det er vigtigt for os at levere kvalitet, og vi arbejder hele tiden på at optimere vores interne processer, men vi laver desværre også menneskelige fejl, skriver Lagekagehuset.

Er det i orden, at en lagkage til 300 kroner ser sådan ud? Deltag i debatten på Facebook.

Forskere: Derfor er det SUNDT at inhalere sin kærestes prutter

For flere nyheder fra KBH klik her.