Når man ringer til 1-1-2 og beder om at få en ambulance, er det oftest, fordi man virkelig har brug for hjælp - lige nu.
Derfor er det ikke særlig rart, hvis man bliver fortalt, at der er lang ventetid, men det er alligevel tilfældet flere steder i landet.
På Langeland er problemet så stort, at man har planer om at indsætte frivillige og ufaglærte personer til at køre akutbiler, og i København er det ifølge regionen "næsten umuligt" at få vagtplanen til at gå op, og det er på trods af, at regionen har meget færre ambulancer end for få måneder siden.
Det skriver Beredskabsinfo.
Indtil d. 1. april 2022 havde Hovedstadens Beredskab nemlig 17 ambulancer, som de bemandede i døgndrift, men på grund af mandskabsmangel er det antal blevet reduceret til 13 og alligevel, er der store problemer med at få vagtplanen til at gå op.
Hovedstadens Beredskab dækker ifølge deres egen hjemmeside otte kommuner og cirka én million indbyggere.
Regionen er "varsomt optimistisk" omkring vagtplanen i juni måned, hvor det forventes, at alle 13 ambulancer kan være bemandet døgnet rundt, men der er store bekymring for både juli og august, da regionen frygter, at sommerferien bliver et problem.
Ifølge regionen arbejdes der på at få dækket vagtplanen så godt som muligt.
For at løse problemet med manglen på reddere har Hovedstadens Beredskab blandt andet bedt Falck om at 'spæde til' med døgnberedskab på to liggende sygetransporter fra d. 1. juli i år, ligesom beredskabet har tilkøbt ambulanceberedskaber hos Falck.
Derudover håber regionen på, at deres reddere frivilligt vil tage ekstraarbejde i løbet af sommeren, ligesom der vil være øget opmærksomhed på visitation, så kørslen matcher behovet.
Hovedstadens Beredskab er Danmarks største kommunale beredskab med cirka 1.000 ansatte og et samlet budget på cirka 500 millioner kroner.
Beredskabet er en sammenlægning af brandvæsenerne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Glostrup, Hvidovre, Rødovre og Københavns kommuner, og de 1.000 ansatte er derfor langt fra alle sammen ambulancereddere, men også for eksempel brandmænd og administrative medarbejdere.