Banken smider svesken på disken.
Lige nu læser andre
Danske forbrugere har de seneste år mærket det kontant ved kasseapparatet: Prisen på dagligvarer er steget hurtigere end lønnen. Nu sætter Nationalbanken tal og forklaring på udviklingen – og ifølge en ny analyse er det langt fra tilfældigt, hvilke varer der er blevet dyrest.
Siden 2021 er fødevarepriserne i Danmark steget med hele 32 procent, konkluderer Nationalbankens økonomer. Og selv om prisstigningerne overordnet er begyndt at flade ud, trækker især fire varegrupper stadig læsset: kaffe, kakao, mejeriprodukter og kød.
Kakao i knibe – og kaffe under pres
Ifølge analysen står netop de fire varetyper alene for halvdelen af den samlede fødevareinflation i august. For kakaoens vedkommende handler det om decideret produktionsnedgang i de regioner, hvor hovedparten af verdens forsyning kommer fra.
“Især i Vestafrika, hvor hovedparten af verdens kakao produceres, er produktionen faldet på grund af sygdomme i kakaoplanterne, ugunstige vejrforhold og lavere investeringer i landbruget,” lyder det i analysen.
Læs også
Samtidig er kaffepriserne gået i vejret som følge af ekstreme vejrforhold i Brasilien, som alene står for en stor del af verdens kaffeforsyning. Tørke og frost har ramt afgrøderne og dermed sat tryk på priserne globalt – og også i Danmark.
Kødets pris presses op – særligt af Kina og USA
Oksekød er også steget betragteligt, og det skyldes ifølge analysen både en øget efterspørgsel og en global nedgang i kvægbestanden.
“Prisstigningerne på oksekød kan i overvejende grad knyttes til en kombination af stigende efterspørgsel, især fra Kina og USA, og et markant fald i kvægbestanden på tværs af regioner, navnlig i USA og i Europa,” står der i rapporten.
Mejeriprodukter, der er tæt knyttet til netop kødproduktionen, følger ifølge analysen samme prisudvikling.
Læs også
Danmark følger EU – og regningen stopper ikke her
Nationalbanken bemærker, at udviklingen ikke er unik for Danmark. Priserne er steget markant i hele EU, om end med lidt forskudt timing. Råvarepriserne er den primære drivkraft, og butikkerne har stort set videreført stigningerne direkte til hylderne.
Økonomerne kigger også fremad. På baggrund af priserne på fremtidskontrakter for kaffe, kakao og kød vurderer Nationalbanken, at prispresset på netop disse varer vil fortsætte.
Forbrugere skal derfor næppe forvente, at regningen bliver mindre i den nærmeste fremtid.