Nigel Farage: Det er meget muligt, at Danmark melder sig ud af EU

Skrevet af Jakob A. Overgaard

30/01/2020
Ifølge Nigel Farage kan Danmark være det næste land, der melder sig ud af EU. Foto: Shutterstock
Ifølge Nigel Farage kan Danmark være det næste land, der melder sig ud af EU. Foto: Shutterstock
Som indædt modstander af EU, har Nigel Farage kæmpet en hård kamp for at få Storbritannien til at træde ud af det europæiske samarbejde. Nu spår han, at Danmark kan være det næste land, der træder ud af fælleskabet.

Dagens topnyheder

Fredag ved midnat træder Storbritannien ud af EU. For den hårdtkæmpende EU-modstander Nigel Farage, er det næsten ikke til at tro, at den kamp, han har kæmpet, langt om længe er ved lykkes. 

I omkring halvdelen af sit liv, har han kæmpet mod EU og i mere end 20 år, er kampen kæmpet som medlem af Europa-Parlamentet.

Onsdag mødte en talstærk international presse op til Farages sidste pressemøde som medlem af Europa-parlamentet, og den spørgelystne presse blev mødt af en oplagt politiker. 

På mødet fremhævede han Danmark som et af de lande, han godt kunne forestille sig forlade EU, hvis Storbritannien kan vise, at det kan lade sig gøre at melde sig ud af fællesskabet og samtidig leve i fred og fordragelighed med EU. På Facebook samles danske EU-modstandere også på forskellige sider, der agiterer for, at Danmark skal forlade EU sammen med Storbritannien. 

"Det er meget muligt, at Danmark melder sig ud. Jeg fornemmer, at en af grundene til, at nej-siden er forsvundet i Danmark, er, at de kun er fem millioner mennesker og er for få," svarede han på spørgsmålene om Danmarks rolle i EU.

Ifølge Farage er Danmark ikke det eneste land, der kunne forlade EU.

Brexit-partilederen forudsagde også, at Italien og Polen kunne være lande, der har et ønske om at forlade EU.

Selvom populistiske, højreorienterede og EU-skeptiske regeringer har været ved magten i mange år i både Italien og Polen er truslerne om at forlade EU aftaget i begge lande, hvilket ikke umiddelbart tyder på, at Farage har ret i sine antagelser.